EM fodbold

Fransk profil fik 'kæmpestort chok' under kamp

Den franske højre back Benjamin Pavard fik et knæ i hovedet i EM-kampen mod Tyskland. Han fortæller nu, at han blev slået bevidstløs.

Situationen virkede ufarlig. Bolden blev sendt ind i feltet fra højre side, og Benjamin Pavard gjorde antræk til at afværge bolden med et hovedstød.

Men ud af den blå luft kom den tyske venstre back Robin Gosens flyvende ind i feltet med hoften i hovedhøjde. Han rammer langt fra bolden og støder i stedet ind i Pavard med fuld kraft. Franskmanden går i græsset.

- Jeg fik et kæmpestort chok. Jeg var slået lidt ud i 10-15 sekunder, sagde Benjamin Pavard ifølge L'Équipe efter kampen.

Pavard modtog efterfølgende flere minutters behandling af de franske læger, mens holdkammeraterne konfronterede kampens dommer med sammenstødets hårdhed.

Efter at være blevet testet for symptomer på hjernerystelse var den 25-årige Bayern München-spiller på benene igen.

- Bagefter blev det bedre, sagde Pavard, der på trods af det hårde slag formåede at spille de resterende 30 minutter af kampen.

Holdkammeraternes vredesudbrud mod dommeren fik dog ikke betydning for Robin Gosens, der slap for et gult kort.

Benjamin Pavard virkede dog langt fra påvirket i den sidste del af opgøret, hvor han var en stor del af den franske forsvarsdominans, der sikrede sejren på 1-0 over tyskerne.

- Vi mødte et godt tysk hold, der havde meget boldbesiddelse. Vi spillede virkelig en god kamp både defensivt og offensivt, og vi var forenede i de svære tider. Vi har det godt fysisk, og jeg tror, at ​​vi stadig vil vinde styrke, som turneringen skrider frem. Men det lover godt for fremtiden, siger Pavard.

Kampens ene scoring var et selvmål af tyske Mats Hummels efter 20 minutter.

Frankrig topper nu gruppen sammen med Portugal.