EM fodbold

- Vi vil slå hårdt tilbage, siger Hjulmand

Kasper Hjulmand ved, at det bliver en svær kamp mod Belgien, men han tror og håber, at Danmark kan slå tilbage.

Fodbold kan virke ligegyldigt, når der står et menneskeliv på spil.

De danske landsholdsspillere skal dog begynde at se fremad, efter Christian Eriksen kollapsede på banen mod Finland lørdag aften.

Danmark møder Belgien i en vigtig EM-kamp torsdag klokken 18.00, og landstræner Kasper Hjulmand tror på, at spillerne kan samle sig og præstere mod Belgien, selvom hans hold kan være ændret.

- Vi er ikke færdige. Vi tror på, at vi kan gøre noget. Denne turnering er ikke færdig for os. Det ser selvsagt sværere ud. Jeg er helt sikker på, at vi havde slået Finland, men sådan er det ikke. Og det er bare det udgangspunkt, vi har nu, og vi vil gøre, hvad vi kan, for at rejse os. Vi vil gøre, hvad vi kan, for at slå hårdt tilbage, siger Kasper Hjulmand på et pressemøde tirsdag.

- Det bliver en svær kamp på torsdag. En ekstremt svær kamp på mange måder - fordi vi møder formentlig nogle af de bedste, men også for os selv.

Spillerne kæmper til det sidste

Kasper Hjulmand ved endnu ikke, om alle landsholdsspillere bliver klar til kampen mod Belgien. Det afhænger af, hvordan spillerne har tacklet den dramatiske episode hver især.

Det vigtigste for mig i den her situation er, at vi gør, som vi altid har gjort. Vi giver vores bedste

Kasper Schmeichel

Kasper Schmeichel fortalte mandag, at de nu vil spille for Christian Eriksen, men han erkender, at det kommer til at kræve noget helt særligt.

- Nu vi har et stort arbejde foran os, som vi på en eller anden måde skal prøve at navigere igennem, forklarede Kasper Schmeichel til TV 2 SPORT.

- Det vigtigste for mig i den her situation er, at vi gør, som vi altid har gjort. Vi giver vores bedste - nogle gange er det ikke nok, men så længe vi gør det, kan vi se hinanden i øjnene. Vi er stadig med i turneringen, og vi er stadigvæk det hold, vi altid har været, og vi kæmper til det sidste.

Christian Eriksen har sendt en hilsen ud på Instagram tirsdag, hvor han skriver, at han er okay og sender en tak for alle de hilsner, han har fået.

Danmark tabte 0-1 til Finland i lørdagens kamp, der blev genoptaget efter en lang afbrydelse.

Belgien vandt deres første kamp med 3-0 over Rusland.