Eriksen skal have indopereret hjertestarter
Christian Eriksen er helt afklaret med beslutningen, oplyser fodboldlandsholdets læge, Morten Boesen.
Christian Eriksen skal have en avanceret pacemaker – en såkaldt ICD-enhed – ind i kroppen.
Det oplyser landsholdslæge Morten Boesen via Dansk Boldspil-Unions (DBU) Twitter.
- Efter at Christian har gennemgået diverse hjerteundersøgelser, er det blevet besluttet, at han skal have indopereret en hjertestarter, en såkaldt ICD-enhed. Dette giver man efter hjertestop udløst af hjerterytmeforstyrrelse.
- Christian er helt afklaret med beslutningen, og planen er forelagt kollegaer nationalt og internationalt, som alle entydigt anbefaler det samme.
- Vi opfordrer til at give Christian og familien ro den næste tid, siger Boesen.
Beslutningen sker, efter Eriksen kollapsede under Danmarks EM-landskamp i Parken i lørdags mod Finland.
Eriksen fik ét stød med en hjertestarter på græstæppet, inden han igen var ved bevidsthed. Derefter blev han kørt i ambulance til Rigshospitalet, hvor han har været indlagt siden.
Hans tilstand har været stabil siden indlæggelsen.
EM-spiller med pacemaker
Den hollandske landsholdsspiller Daley Blind, som er med ved EM, har også fået indopereret en ICD-enhed som Eriksen. Ifølge Hjerteforeningen er det en avanceret pacemaker, der kan stoppe livstruende anfald af hurtig hjerterytme fra hjertekamrene.
Efter Eriksens hjertestop overvejede Blind at droppe Hollands åbningskamp.
- Jeg overvejede kraftigt ikke at deltage.
- Det påvirkede mig voldsomt, og jeg sov dårligt på grund af dem, siger Blind om tv-billederne af den dramatiske hændelse i Danmarks kamp lørdag i Parken mod Finland.
Meldingerne fra København om, at Christian Eriksen var vågen og i stand til at tale kom som en stor lettelse for Blind.
- Da Christian opfordrede sine egne holdkammerater til at spille, traf jeg beslutningen om selv at spille, siger han.
Daley Blind blev i 2019 diagnosticeret for betændelse i hjertemusklen og udstyret med en pacemaker for at regulere hjerterytmen. Men i en venskabskamp i august sidste år satte det lille batteridrevne apparat ud, og han kollapsede på banen.
- Jeg har selv oplevet noget tilsvarende, og jeg måtte overvinde nogle mentale forhindringer for at kunne spille videre, siger den 31-årige Blind.
Christian Eriksen og Daley Blind har tidligere været klubkammerater i Ajax.