EM fodbold

I aften vil Parken ryste - af en helt særlig stemning

TV 2 SPORTs fodboldkommentator ser frem mod Danmarks specielle EM-kamp mod Belgien.

Luften over København vil for en sjælden gangs skyld ikke få prædikatet - forurenet. Den vil være fyldt med alt det, vi har af klassiske fodboldsanser. Det bliver den vildeste aften i Parken - nogensinde. Fordi den kommer til at ramme os og spillerne på en helt særlig måde.

Den abrupte afbrydelse lørdag aften, da et hjerte og en hel nation gik i stå, har i al sin morbiditet kaldt os danskere til samling og gjort følelser “legale”, og til noget vi har på begge sider af tøjet.

Da han lå der, den lille store mand fra Middelfart, oplevede vi et fællesskab, hvor vi frygtede, skælvede, håbede, tænkte på, hvad nu hvis…, foldede hænderne, vendte os mod hinanden, frøs fordi varmen havde forladt os - det var et angreb på vores følelser.

Vi kiggede på de spillere, vi holder med og holder af. De havde det ligesom os. På den måde en del af fælleskabet. Fordi vi reagerede ens. Den menneskelige reaktion. Den kender ikke forskel på dem og os. Vi er vi.

Derfor er det efterfølgende blevet en så omfattende del, at fællesskabet er fællesnævneren. Vi siger generelt “vi” om landsholdet, for vi er der sammen. Vi synger sammen, vi leverer sammen, vi svitser humør sammen i forlængelse af resultatet. Spillerne giver os, på tribunen, vi giver dem, på banen.

Og det er den samhørighed, der er styrket, og som gør kampen mod Belgien til noget særligt. For der har aldrig været inviteret til en fodboldfest som i aften, hvor alle sanser og følelser er så velkomne. Og indtil første fløjt så mange ubekendte.

Historisk kort afstand mellem fans og landsholdet

Vi og spillerne - for det er et fælles anliggende - vil opleve, at følelsernes sanser kommer i spil, lige før selve spillet. “Det var der, han faldt…”. “Det var der, de reddede ham…”. “Hold kæft, jeg glemmer det aldrig…”. “Det er bare så fedt, at se ham smile nu…”.

Parken vil koge - formentlig over. Det bliver en aften, hvor lydmuren bliver sat på prøve, en aften, hvor hver enkelt på plænen vil få tilbudt særlig støtte, hvor Dannebrog er meget mere end et hjørneflag, hvor vores yndige land, de brede bøge og Saltens Østerstrand får en særlig hilsen, og hvor vi er samlet om at komme videre.

Afstanden er lige nu den korteste nogensinde mellem danske fans, fodboldelskere generelt og landsholdet. Eriksens kollaps er en årsag. Åbenheden fra landsholdskollektivet og ikke mindst Kasper Hjulmand har ført det videre. Langt videre. Udmeldingerne har ikke været uldne, vi har fået langt mere end bare fodboldspillere, vi har fået langt mere end fra sidelinjen, vi har fået følelser, flere ord, åbenhed, mere substans - fodbold Danmark er for alvor kommet på fornavn med de spillere, hvis efternavn står på ryggen af trøjerne.

- Der kommer så mange tanker ind, og fodbold er ikke det første, du tænker på, siger Braithwaite.

Men det betyder også, at vi i kølvandet på håb og forventninger, tager fat i den menneskelige virkelighed, og forstår, hvis det ikke lykkes, når lystavlen slukker. For der er så meget mere i spil, selvom alle går efter det ultimative mod en af verdens bedste fodboldnationer lige nu.

Vores alles landshold

Det er mærkeligt at mene det, men resultatet i aften er sekundært. Uanset ens professionelle tilgang bøjet i vinderinstinkt. Den kamp er meget mere end en kamp om points. Ikke at jeg er ligeglad. Men det her er mest en kamp om at “overleve” på et menneskeligt plan - for spillerne.

På forhånd er de kommet med en klarmelding. De kan - de vil - spille den kamp. Men kan de? Det mærker Hjulmand og vi først, når vi alle står i det. Og jeg fastholder, at det er “vi”, for det er vores allesammens landshold. Vores bekymringer, vores forhåbninger. Men det skal også være vores realisme, der siger, at bare det, at de går på banen og virker klar.

I aften vil Parken ryste - af en helt særlig stemning. Manuskriptet har haft sit drama, spillerne har oplevet noget, der er prentet, presset er indiskutabelt på det mentale, de vil det her, spillerne og Hjulmand, de vil gøre deres bedste, de vil det, de er kommet for - men det er ikke sikkert, at de når målet. Med mindre vi allesammen sætter målet - at de gennemfører “deres livs sværeste kamp”, og at vi honorerer dem for det.