EM fodbold

Det kan blive en fordel for Danmark ikke at vinde gruppen

Schweiz eller Wales kan blive en modstander for Danmark i en eventuel ottendedelsfinale ved EM.

Det er langtfra så slemt, som det ser ud.

0 point skærer naturligvis i øjnene hos de danske roligans efter to EM-kampe, men chancen for videre avancement er fortsat meget realistisk. Skulle det lykkes at gå videre på andenpladsen, står Danmark endda til at få en mere favorabel modstander, end vinderen af gruppen gør.

Efter to kampe topper Belgien eksempelvis gruppen, men de kan risikere at få en skrækmodstander i ottendedelsfinalen i form af Frankrig, Portugal eller Tyskland. Det sker, hvis belgierne bliver parret med nummer tre i Gruppe F, hvor de tre andre nationer befinder sig.

Danmark, som maksimalt kan nå andenpladsen i gruppen, vil med den placering være sikker på at møde nummer to i Gruppe A i en eventuel ottendedelsfinale. Hvilket højst sandsynligt bliver enten Wales eller Schweiz.

Nummer 1 i Danmarks gruppe:

  • Møder nummer 3 i enten Gruppe A, D, E eller F

Nummer 2 i Danmarks gruppe:

  • Møder nummer 2 i Gruppe A

Eventuelt nummer 3 i Danmarks gruppe:

  • Møder nummer 1 i enten Gruppe E eller F

Nummer et og to fra hver gruppe går automatisk videre til ottendedelsfinalerne. Det er også muligt at kvalificere sig som treer i gruppen. Det kræver, at nationen er blandt de fire bedste treerhold.

Danmark går videre fra gruppen med en sejr over Rusland i sidste kamp samt et finsk nederlag til Belgien. Se de mere detaljerede scenarier her.

Landstræner Kasper Hjulmand har masser af tro på, at det kan lade sig gøre, selvom holdet har sit første point til gode.

- Det er surrealistisk, at vi står med nul point efter de her præstationer og de stats, der er i de her kampe. Den gode nyhed er, at de andre resultater har set fine ud, og det betyder, at det ligger i vores hænder.

- Det er fedt, fordi jeg har en fornemmelse af, vi giver den gas mandag mod Rusland igen, siger Hjulmand.

Det er mandag klokken 21, at de sidste to kampe i Danmarks gruppe spilles.