Hjulmand har et drømmehold, der kan nå langt
Kasper Hjulmand arbejder ifølge TV 2 SPORTs fodboldkommentator ud fra den belgiske model, hvor der konstant bliver bygget på landsholdet.
Indrømmet - jeg hiver i paradokserne. Det danske fodboldlandshold står med et blankt nul i EM-tabellen, alligevel vover jeg påstanden, at Kasper Hjulmand har et hold, der kan nå langt.
Sker det ikke i denne turnering, sker det over tid. Måske allerede i den næste slutrunde, hvor der spilles om VM i december næste år.
Kasper Hjulmand har noget, der minder om den belgiske model, som han er meget stor tilhænger af - hvem er ikke det? En trup, der mere og mere bliver en enhed, et landshold, der mere og mere kommer til at ligne et klubhold.
Det er præmissen for succes. At komme så tæt på det klubfodbolden har og kan. Relationerne skal sidde i skabet, spillerne skal tænke og agere som et klubhold. Det er en vanskelig opgave at administrere for en træner, der kun sporadisk har spillerne til rådighed. Og ikke har den nødvendige tætte kontakt med hver enkelt i det daglige.
Men Kasper Hjulmand har arbejdet ud fra sine muligheder med at få skabt et “klubhold”. Derfor har han bevidst kun fokuseret på 3-4 ting, der skal implementeres og sidde på rygraden, inden han tager fat på noget mere. Selvfølgelig arbejder han med yderligere, specifikke taktiske ting i forhold til hvem Danmark møder, men det mere basale gods skal være fundamentet.
Det tegner sig mere og mere tydeligt og blev fremvist i de første 50-55 minutter i aftes med knaldhårdt arbejde, et varieret presspil fra start, danskerne meget og længere på bolden end modstanderen, plads til individuelle indslag, styr på defensiven og en kollektiv hjælpende aktion, når det var nødvendigt.
Vi kan snakke længe om, hvem der har skabt den fundamentale baggrund for det landshold, der er så svært at slippe af med for selv de bedste udfordrere. Men Kasper Hjulmand arbejder ud fra den belgiske model - på dansk. Han bygger på - hele tiden.
Derfor har han en bruttotrup, der kender hinanden, supplerer hinanden, vokser med hinanden. Det er det, der får mig til at tro på noget stort fremefter.
Det belgiske hold, for tiden øverst på verdensranglisten, er bygget op over tid. De kender hinanden, de supplerer hinanden, de er vokset med hinanden. Det er stort set de samme spillere og den samme manager de seneste fem år, spilfilosofien er indbygget og udviklet på et hold med relationer. Og så har de klassespillere, der selvfølgelig shiner ekstra meget. Kevin de Bruyne og Lukaku så vi senest i Parken omkring de to omstillinger, de to mål.
Hjulmand har sin grobund i Kasper Schmeichel, Simon Kjær, Thomas Delaney - og Christian Eriksen, som forhåbentlig kommer tilbage, men må kaldes tvivlsom. Pierre-Emile Højbjerg er vokset ind i den gruppe, der får og tager ansvar, Andreas Christensen har nået et højt top- og bundniveau, Martin Braithwaite er trådt i karakter med en kollektiv tydelighed.
Så er der unge, sprudlende med talentmasse, der er gået lige ind og har præsteret - flere af dem som de bedste i deres første entré i de “voksnes” rækker. Senest Mikkel Damsgaard mod Belgien, hans slutrundedebut. Der er Andreas Skov Olsen, Mathias Jensen, Christian Nørgaard, Jonas Wind, Joakim Mæhle - og med lidt mere rutine Kasper Dolberg. Vi taler om aldersgruppen 20-24 år.
De er kommet med mod på Hjulmands opfordring. Det mod han selv udviser i sine handlinger.
Sammensætningen er spændende og med muligheder, synes jeg. Store muligheder. Men det kræver sejre. Hurtigst muligt. Allerede mandag mod Rusland. For det presser på, hvis man vil være med blandt de bedste. Eller som Pierre-Emile Højbjerg siger det:
“Fra nu af bliver luften bare tyndere”.