EM fodbold

Hyldest i Parken går verden rundt

Hvilken kamp i København – i Eriksens navn. Danmarks opgør mod Belgien omtales i hele verden efter den smukke hilsen til Christian Eriksen.

Sjældent har en fodboldspiller fyldt så meget uden at være til stede på banen.

Torsdag aften blev Christian Eriksen hyldet både før og under kampen, efter at han fik hjertestop under Danmarks EM-premiere mod Finland.

Især spilstoppet efter ti minutter, hvor samtlige spillere og alle 25.000 tilskuere klappede til ære for Eriksen, står som et smukt øjeblik. Et øjeblik der gengives i alverdens medier.

La Gazzetta dello Sport, Italien: Hvilken kamp i København – i Eriksens navn.

ESPN, USA: Kampen blev stoppet som en hyldest til Christian Eriksen.

O Globo, Brasilien: Kampen blev lammet for at sende klapsalver til spilleren, der er indlagt på hospitalet.

The Sydney Morning Herald, Australien: Spillerne fra begge hold stoppede efter 10 minutter, da de 25.000 fans sendte et tordnende bifald som en hyldest til Eriksen.

BBC, England: Fans samlede sig i store grupper inden kampstart, og mange havde Eriksens navn på trøjen, mens lokale bygninger havde bannere hængende i vinduerne for at vise støtte.

Aftonposten, Norge: Følelsesladet markering for Christian Eriksen: Kampen stoppet for at hylde ham.

Sportbladet, Sverige: Mange tilskuere havde svært ved at holde tårerne tilbage. "Så smukt, at man blive berørt af det. Gåsehud. Det er det her, fodbold handler om", siger TV4-ekspert Lotta Schelin.

Marca, Spanien: Dommer Björn Kuipers tillod det midlertidige stop, mens spillere og fans klappede i et helt minut.

Bild, Tyskland: Bevægende scener. Danmark klapper for Eriksen.

Opgøret i Parken endte 2-1 til Belgien, der dermed er sikker på at gå videre fra gruppen.