GO'

Kvindelige fans stifter nyt fællesskab for at få mere plads på stadion

En ny undersøgelse peger på oplevelser med overgreb og nedladende tilråb på de danske fodboldtribuner.

En hotdog i den ene hånd og en fadøl i den anden. Kampråb, hujen, fællesskab og sang. Og så pludselig en malplaceret hånd på røven og kampråb, som ændres til sexistiske tilråb.

Det er virkeligheden for flere kvindelige fodboldfans, som bevæger sig ind på stemningstribunerne på de danske stadioner.

Sådan lyder det fra Katrine Blom, der er sociolog, brændende Brøndbyfan og talsperson i en sammenslutning, der har fået navnet 'Fannetværket for kvinder'.

Hun håber, at det nye netværk, der går på tværs af landets klubber, kan være med til at starte en dialog om, hvordan nogle kvinderne oplever, hvordan det er at gå til fodboldkampe:

- Fodboldfans er generelt gode til at støtte op om hinanden, og det er jeg også sikker på, at de også vil, når de hører om det her.

Det har overrasket mange af dem, de har talt med, siger Katrine Blom.

- Det er belastende, når man skal bruge halvdelen af tiden på at vifte hænder væk fra røven eller tage imod dumme kommentarer. Så er det det, der tager fokus, siger hun.

Anja Lilli Beikes (tv.) og Katrine Blom (th.) er medstiftere af et netværk af kvindelige fodboldfans fra de forskellige danske fodboldklubber. De er blandt andet trætte af utrygheden på stadion.

Holder sig væk

Katrine Blom har stået på Brøndby IF's sydtribune i mange år. Hun fortæller, at hun selv har oplevet en del uønskede tilnærmelser, fordi hun er en ung kvinde. Oplevelser, som har gjort, at hun ofte undlader at deltage som fan under udebanekampe.

- Det har været lukket land for mit vedkommende, selvom jeg har set fodbold hele mit liv. Der er usikkerhed og utryghed forbundet med det, forklarer hun.

En hel tribune, der sang om mig, og at de ville slå min mor ihjel

Fra undersøgelse

Og desværre er Katrine Blom ikke den eneste, der har følt sig utryg og ekskluderet til en dansk fodboldkamp.

Derfor har kvindelige fodboldfans på tværs af klubber nu samlet sig i et netværk med navnet 'Fannetværket for kvinder', der har til formål at gøre op med den sexistiske fodboldkultur på tribunerne.

Ny undersøgelse understreger "stadionsexisme"

For at få en fornemmelse af omfanget af diskrimination på de danske fodboldstadioner har 'Fannetværket for kvinder' iværksat en spørgeskemaundersøgelse blandt kvindelige fodboldfans.

Her beretter flere af dem blandt andet om diskriminerende hændelser som nedladende tilråb og overgreb på stadion:

- Der har været en del kommentarer og mangel på respekt. Er også blevet raget ret voldsomt på, lyder det fra en anonym deltager i spørgeskemaundersøgelsen.

- Er blevet kaldt luder og lignende. Har ofte skulle bevise mere for at være "godkendt". Mænd gør det tydeligt, at de snakker om størrelsen på min røv og så videre, fortæller en anden.

- En hel tribune, der sang om mig, og at de ville slå min mor ihjel (medfans), fortæller en tredje kvindelig fan.

Afstemning

Mener du, at der er et problem med sexisme på fodboldstationer?

Fodboldklubberne er opmærksomme på problemet

De danske fodboldklubber er opmærksomme på problemet.

Sådan lyder det fra Christian Kokholm Rothmann, der er formand for interesseorganisationen Danske Fodboldfans.

Han afviser også, at de mandlige danske fodboldfans helst vil have stadion for sig selv.

- Fodbold er inkluderende, og der er plads på de danske tribuner til både mandlige og kvindelige fodboldfans, siger Christian Kokholm Rothmann.

Christian Kokholm Rothmann var med på en onlineforbindelse i 'Go' aften LIVE'.

Blandt andet har man ansat flere kvinder til at visitere de kvindelige fodboldfans og sørget for flere kvindelige profiler i markedsføringen.

Alt dette for at skabe tryghed og diversitet på stadion og gøre op med en stereotyp opfattelse af, at det kun er den unge mand, der må stå på tribunen, lyder det fra Christian Kokholm Rothmann.

- Det er vigtigt og nødvendigt, at der kommer endnu mere fokus på det her fremadrettet, for der er tydeligvis nogle problemer, der skal løses. Det er godt, at de kvindelige fans råber op om utryghed og sexisme ved fodboldkampe, siger han.

Det er også vores frirum, når vi tager til fodbold

Katrine Blom, Brøndbyfan

Kvinderne skal inkluderes

'Fannetværket for kvinder' er ikke en kritik. Sammenslutningen er derimod en opfordring til at være mere inkluderende over for de kvindelige fodboldfans. Sker det, vil problemet løse sig selv, mener de.

For det er ikke mændene mod kvinderne, og det handler ikke om, at man skal begrænse sig, når man tager til fodbold, understreger Katrine Blom:

- Man skal bare være lidt bedre til at huske, at vi er forskellige mennesker, og at man ikke kan opføre sig, som man vil.

Derfor drømmer hun også om at lave udebaneture og arrangementer målrettet de kvindelige fans for at skabe et lignende fanfællesskab, som de mange mandlige fodboldfans har.

- Det handler ikke om at "kvindeficere" kulturen, slet ikke. Selvfølgelig må det være mændenes frirum, men det er også vores frirum, når vi tager til fodbold, siger Katrine Blom.

Se interviewet med Katrine Blom og Christian Kokholm Rothmann i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY.