EM fodbold

Stjerner gør grin med Ronaldos cola-stunt

Det er blevet et stort samtaleemne, at Cristiano Ronaldo fjernede to colaflasker under et EM-pressemøde.

Cristiano Ronaldos knappe begejstring for CoCa-Cola har fået flere EM-stjerner til at reagere.

Med store latterbrøl har de gjort stik modsat den portugisiske stjerne, der fjernede to sodavandsflasker tidligere på ugen.

- Kan jeg gøre en ting, spurgte Andriy Yarmolenko til sidst på torsdagens pressemøde.

- Ronaldo fjernede jo nogle colaflasker, men jeg sætter Coca-Cola her… og Heineken her. Det er bare at tage kontakt, tilføjede han.

Og så brød Yarmolenko ud i kæmpestort grin. Den ukrainske anfører var tydeligvis meget tilfreds med sin joke.

I Parken kom der også en opfordring til et samarbejde, da Romelu Lukaku satte sig ved bordet for at svare på spørgsmål. Som det allerførste bad han Coca-Cola om at kontakte den managementvirksomhed, han benytter sig af.

- Coca-Cola, ring til Roc Nation. Vi kan arbejde sammen, sagde Lukaku, inden han også begyndte at grine.

Der er dog også spillere, der følger i Ronaldos fodspor. Italienske Manuel Locatelli har også flyttet de to colaflasker, mens franske Paul Pogba fjernede den Heineken-flaske, der også står på bordene til de officielle EM-pressemøder.