EM fodbold

- Ved nationalsangen var jeg godt nok rørt, siger Hjulmand

Kasper Hjulmand blev rørt ved flere situationer i torsdagens kamp mod Belgien. Særligt afsyngningen af den danske nationalmelodi ramte landstræneren.

Danmarks nationalsang kombineret med et fyldt Parken i København har ofte givet anledning til gåsehudsfremkaldende momenter.

Men torsdag aften var det som om, at landet lige var lidt mere yndigt. Bøgene var lige en tand bredere. Bølgerne var bare lidt mere blå.

For da 'Der er et yndigt land' blev afsunget af 25.000 mennesker i Parken i København - og millioner af danskere rundt omkring i stuer, haver og parker - torsdag aften, var det med en større kraft end nogensinde før.

Påstanden herfra lyder, at ikke én eneste af de tilstedeværende i Parken kunne undgå at blive rørt. Selv de belgiske fans i Parken nikkede anerkendende og bukkede i respekt efter den verbale danske magtdemonstration.

Og dagen derpå sidder netop dén oplevelse fortsat i landstræner Kasper Hjulmand.

- Fodbold er netop de der øjeblikke, som man kan huske. Og ved nationalsangen var jeg godt nok rørt, siger Kasper Hjulmand til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Og så kom den der energiudladning, da vi scorede hurtigt. Man kunne bare mærke, at det hele eksploderede fuldstændig. Den der totale eksplosion af energi.

Danmark bragte sig foran allerede i det andet minut, da Yussuf Poulsen flot udnyttede en belgisk opspilsfejl og scorede til 1-0.

Kampen mellem Danmark og Belgien gik i stå efter 10 minutter, da Christian Eriksen blev hyldet landet over. Video: Frederik Lange

Hjulmand berørt af Eriksen-hyldest

Grunden til den udtalte danske samhørighed torsdagen igennem skal naturligvis findes i Christian Eriksens tragiske kollaps i den første danske EM-kamp mod Finland i lørdags.

Og selv efter nationalmelodien og en nærmest utrolig dansk præstation i kampens indledning, var det langt fra slut med rørende momenter i torsdagens storkamp mod Belgien.

For i det tiende minut afbrød dommeren kampen, hvorefter en hel nation rejste sig op og klappede i et helt minut. Selvfølgelig for Christian Eriksen - hele Danmarks nummer 10.

- Jeg var sgu også rørt der i det tiende minut. Der kom tankerne lige pludselig på Christian igen, siger Kasper Hjulmand,

EM Gruppe B

EM Gruppe B
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1330071+69
2310254+13
3310213-23
4310227-53

Den danske landstræner var generelt hele følelsesregistret igennem i løbet af torsdagens landskamp. Og desværre for Danmark leverede Belgiens største stjerne også et par store øjeblikke - i fodboldmæssig forstand - da han med en assist og en formidabel scoring nærmest egenhændigt sikrede Belgien sejren til sidst.

- Der var mange store øjeblikke fra kampen. Også sådan rent fodboldmæssigt og fodboldfagligt. Desværre var to af de helt store øjeblikke også Kevins (Kevin de Bruyne, red.) to genialiteter, må jeg sige, siger Kasper Hjulmand.

Danmarks næste opgave venter på mandag, hvor Rusland er modstanderen i sidste gruppekamp ved EM. Og her er der krav om en dansk sejr, hvis det skal blive til videre avancement. Belgien er med seks point efter de første to gruppekampe allerede klar til ottendedelsfinalerne.