Fodbold

Brøndby henter 37-årig målmand

Thomas Mikkelsen bliver ældste mand i Brøndbys keeperteam, der også tæller Mads Hermansen og Jonathan Ægidius.

Superligaklubben Brøndby IF har hentet nyt blod til sin målmandspost i form af den 37-årige Thomas Mikkelsen.

Han kommer til klubben på en fri transfer fra nedrykkede Lyngby BK og skal konkurrere med de betydeligt yngre keepere i truppen, Mads Hermansen og Jonathan Ægidius.

- Nu har vi et team bestående af tre målmænd med forskellige profiler, der skal supplere hinanden og konkurrere i dagligdagen, siger Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, til klubbens hjemmeside.

Fodbolddirektøren lægger op til, at 20-årige Hermansen som udgangspunkt skal være førstevalg efter et farvel til tyske Marvin Schwäbe.

- Thomas skal med sin erfaring og knowhow presse Mads til at fortsætte den flotte udvikling, han har været igennem, hvor han hen over den seneste lange periode matchede Marvin Schwäbe på alle parametre i dagligdagen og gav trænerne hovedbrud i forhold til kampudtagelsen, siger Carsten V. Jensen.

Mikkelsen har i sin karriere blandt andet spillet 129 kampe i Superligaen - for Lyngby og hedengangne FC Vestsjælland.

Klubben oplyser ikke, hvor lang aftalen med Mikkelsen er.