EM fodbold

Eriksen-udskrivelse er en afslutning for rigtigt mange, siger ekspert

Christian Eriksen besøgte landsholdslejren i Helsingør, før han rejste hjem med familien.

Efter seks dage kunne Christian Eriksen forlade Rigshospitalet fredag.

Forude venter en ny tilværelse.

Men foreløbig markerer det også en afslutning på en lille, men særdeles hektisk uge. Det vurderer TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.

- Jeg tror, at det betyder en afslutning for rigtigt mange mennesker. For landsholdsspillerne, men også for eksperter, fans, medier og så videre. Nu er den her form for cirkel heldigvis fuldendt. Den er færdiggjort, siger Mads Junker.

- Christian Eriksen har det åbenlyst godt. Han og hans familie kan begynde at få noget ro.

Men før Eriksen satte kursen hjemad, slog den danske stjerne vejen forbi landsholdslejren i Helsingør for at hilse på holdkammeraterne.

- Det, at han kunne komme op og sige goddag og farvel til landsholdskammeraterne, var rart for ham selv, tror jeg, og for dem. Fra nu af kan de se frem mod resten af EM, vurderer Mads Junker.

Vi har fundet ud af, at fodbold er en sekundær ting, men det er noget, der betyder meget for os

Jannik Vestergaard, landsholdspiller

Har givet perspektiv

Ikke længe efter kollapset i Parken sidste lørdag lykkedes det lægerne at få Christian Eriksen stabiliseret på Rigshospitalet.

Her kunne landsholdsspillerne tale med deres kollega dagen efter.

Siden har Eriksen fået indopereret en avanceret pacemaker – en såkaldt ICD-enhed – i kroppen.

Og torsdag var de danske EM-spillere igen på grønsværen til anden gruppekamp mod Belgien.

Så allerede inden Eriksen-besøget begyndte spillerne at rette fokus mod det afgørende opgør mod Rusland.

Er det nu EM sådan for alvor starter for jer? Altså, at I mentalt kan sige: Nu spiller vi fodbold.

- Ja, det håber jeg. Der har været de ting, der har været og rigtig meget fokus på det. Det tager noget energi og vækker nogle følelser, men vi glæder os til på mandag, sagde Pierre-Emilie Højbjerg fredag formiddag.

Ifølge Jannick Vestergaard har kollapset ikke kun haft negative konsekvenser for holdet.

- Det er klart, at der er noget andet, der har fyldt i vores hoveder, men det er ikke alt, der har været dårligt. Det har sat tingene i perspektiv, og vi har indset, hvad der er vigtigt.

- Vi har fundet ud af, at fodbold er en sekundær ting, men det er noget, der betyder meget for os, og det er noget, der på mange måder betegner os og vores liv, siger forsvarsspilleren og fortsætter:

- Den glæde, vi har ved fodbold, vinder lige nu. Kan vi finde den glæde frem, som vi havde i går (torsdag, red.), er jeg sikker på, at der er rigtig mange sejre derude.