EM fodbold

Hvorfor taler vi slet ikke om VAR ved EM?

Der er flere grunde til, at VAR indtil videre ikke har fyldt særlig meget ved denne EM-slutrunde.

Ødelæggende for fodbolden. Spontaniteten er væk. Vi kan jo ikke længere juble over en scoring. Jeg vil ikke mere.

Holdningerne har været mange, og glæden ved fodbold har - angiveligt - været aftagende hos flere fodboldfans efter indførslen af VAR.

VAR, Video Assistant Referee, har de senere år været en fast bestanddel af europæisk topfold. Et videogennemgangssystem, der kan omstøde domme, og som skal hjælpe dommerne med at begrænse fejl. Det har resulteret i mange annullerede scoringer.

Jeg er sikker på, at folk har en bedre oplevelse af fodboldens flow, end de har siddet med de seneste to sæsoner

Fodboldekspert Mads Junker om VAR ved EM

Folk har været for og imod, men faktum er bare, at forkerte og tvivlsomme VAR-domme længe har fyldt alt, alt for meget i fodboldsnakken. Lige nu er situationen dog en anden. Ganske glædeligt.

Ved det igangværende EM har VAR stort set ikke været et samtaleemne, og det er der ifølge TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker to grundlæggende årsager til:

  • Hovedpointen: De absolut bedste dommere deltager ved EM
  • Bipointen: UEFA har allokeret en VAR-dommer, der kun fokuserer på offside-kendelser

Mads Junker peger også på småændringer i brugen af VAR, der har været med til at løfte hele oplevelsen:

  • Hands-reglen er lavet om
  • VAR-dommerne holder fast i den oprindelige dom

Eksemplerne har allerede været mange, og det kræver unægtelig en uddybning af ovenstående punkter.

Vi starter med Mads Junkers to grundlæggende pointer om, hvorfor VAR lige nu fungerer så godt.

Hovedpointen

- Hovedårsagen er, at det jo er cremen og toppen af topdommerne fra de bedste lande, der dømmer ved EM. Ikke at forklejne kvaliteten rundt omkring i alle lande, men her har du altså de bedste. Der er ikke det her med, at de næst- eller tredjebedste dømmer kampene, som vi jo tit oplever rundt omkring i ligaerne.

- Det er tit det, der er forskellen mellem EM og VM. Når vi ser dommere fra New Zealand og Fiji. De har jo af gode grunde slet ikke samme erfaring, så der sejler det jo meget mere, end det gør her ved EM. Dommerne ved EM lever op det til høje niveau, de nu en gang har vist i deres respektive land for at blive udtaget af UEFA, siger Junker.

Bipointen

- UEFA har allokeret en decideret VAR-dommer, der kun kigger på offside-kendelser. Derfor går det bare stærkere med offside-kendelser, ligesom vi så i de to tilfælde med Kylian Mbappé onsdag mod Tyskland. Det går hurtigere, end vi er vant til med de her offside-kendelser, fordi der sidder en dommer kun til det.

- Jeg synes, det gør hele processen hurtigere. Du henter hurtigt 20-30 sekunder per kendelse, så det mindsker også ventetiden, siger Junker.

Mange gode eksempler under EM

Første runde ved EM er færdigspillet. Det betyder med andre ord, der er blevet afviklet mere end 12 kampe nu.

Og i løbet af de 12 kampe har der allerede været mange eksempler på de småændringer, som ifølge Mads Junker giver spillet et bedre flow.

Hands-reglen

Reglen om hånd på bolden har længe været diskuteret heftigt. De senere år har der ikke skullet meget til, før VAR-dommerne besluttede at dømme et straffespark.

I EM-åbningskampen så vi 'et skoleeksempel på de nye regler om hånd på bolden', da italienerne hele tre gange ikke fik straffespark, efter en tyrker ramte bolden med hånden inde i feltet.

Mads Junker er også overbevist om, det ikke kun er hos seerne, den nye regel bliver en positiv oplevelse:

- Oplevelsen som seer, men også som spiller, har jo ændret sig lidt. Spillerne accepterer det i højere grad nu, fordi linjen er lagt fast. Ronaldo appellerede stadig helt vanvittigt, fordi de her situationer havde ført til straffe de seneste par år. Vi så det også med Immobile i den første kamp for Italien.

- Det skal spillerne jo lige vænne sig til. Men det giver et fint flow, og der er ikke så mange, der brokker sig, fordi linjen bliver holdt. Og det er egentligt det, der er rart som spiller.

Holder fast i dommene

En anden ting, der har været gennemgående ved dette EM, og som har skabt mere naturligt flow og en bedre oplevelse, er det faktum, at dommernes kendelser i meget sjælden grad bliver omstødt.

VAR eller ej, så vil mange beslutninger stadig være et dommerskøn, og nu fokuserer man altså i høj grad på at stole på dommerens første vurdering.

- Jeg kan ikke huske en situation, hvor de ikke har holdt fast i dommen. Og her taler jeg jo ikke om offside. Det er ret klart, at de understøtter dommernes vurderingerne, hvilket de ikke har gjort i diverse ligaer de sidste par år. Man stoler på, at dommerens skøn er det rigtige. Og det er fint, synes jeg.

- Jeg er sikker på, at folk i disse dage har en bedre oplevelse af fodboldens flow, end de har siddet med de seneste to sæsoner. Man er ved at ramme det optimale niveau for, hvad VAR kan bruges til. Det er hurtigt og effektivt, men man fanger stadig de store fejl, siger Mads Junker.

Én situation har været uden for skiven

Meget er altså gået den rigtige vej for dommerne og VAR-vognen ved denne slutrunde.

Mads Junker peger dog på én situation, som han bestemt ikke er enig i.

- Situationen, hvor Antonio Rüdiger bider Paul Pogba, er den eneste fejl, jeg lige kan komme i tanke om. Det er jo et bid, og ligegyldigt hvor sjovt og hvor meget det er, så er det jo et rødt kort for at bide en modstander. Det virker underligt, at VAR ikke kunne se det.

- Jeg synes, EM har været afviklet fremragende. Både med flowet i spillet, og at der ikke er blevet overset graverende fejl, der har været kampafgørende. Men det her med Rüdiger er jo en graverende fejl. Man kan jo ikke have en spiller, der går og bider en anden. Også selvom det ikke var meget, og at begge to syntes, det var sjovt. Det går jo ikke.

Den helt store test skal dog stå de næste uger, hvor EM forsat løber af stablen. Vi er trods alt stadig kun én uge inde i slutrunden.