EM fodbold

Russisk pessimisme: - Hvad vil Danmark gøre ved os?

Det er ikke til at aflæse i de russiske medier, at de har tre point og Danmark nul før den afgørende gruppekamp.

- Når du ser, hvad danskerne gjorde mod Belgien, verdensranglistens nummer ét, kan du kun tænke én tanke: hvis de kan gøre det mod belgierne, hvad vil de så gøre mod os på mandag?

Det er synd at sige, at tiltroen til russerne er stor i de nationale medier, hvilket det retoriske spørgsmål fra chefredaktøren på Soviet Sport, Nikolay Yarmolenko, afspejler.

Siden Belgien-kampen har han været på besøg i København, som det russiske landshold gæster mandag til en skæbnekamp i EM’s gruppe B.

Og der er ingen tvivl om, at den russiske redaktør er smittet med dansk fodboldfeber. Alt fra stemningen i gaderne til fodboldspillet på banen er bedre i Danmark, end det har været i Rusland, mener han.

Allerede ved udgangen af arenaen lød mishagsytringerne fra flere sider

Vedomostisport om Finland-kampen

Lad os tage det fodboldfaglige først. Her lader Nikolay Yarmolenko ikke til at lægge meget i, at danskerne efter nederlaget til Belgien torsdag endnu er uden point, mens russerne dagen forinden skrabede tre point sammen ved at slå Finland med 1-0.

- Det er ikke for at være overkritisk, men vi spillede aldrig sådan (som Danmark, red.). Og vi vil aldrig være i stand til at spille sådan, mener Yarmolenko.

- I opgøret mellem Rusland og Finland mødtes, bedømt på kampen, de to dårligste mandskaber til mesterskabet (bortset fra Tyrkiet). Men vi var heldige at få tre point. Danmark var uheldige. Det handler ikke om andet. Kvalitet havde intet med det at gøre, skriver chefredaktøren.

Spillers far kritiserer stjerne

De russiske medier berettede da heller ikke ligefrem om stor tilfredshed blandt tilskuerne i Sankt Petersborg oven på den spinkle 1-0-sejr over Finland i onsdags.

- Efter kampen var det interessant at se fansenes reaktion, skriver Vedomostisport.

- Naturligvis glædede de fleste tilskuere på stadion sig og applauderede spillerne. Men allerede ved udgangen af arenaen lød mishagsytringerne fra flere sider: ”Selvom vi vandt, føles det, som om vi ikke gjorde” og ”fyrene spillede ret svagt”, beretter det russiske medie.

Særligt i anden halvleg var de russiske værter da også pressede af de finske gæster, der havde chancer til at snuppe det ene point.

Og kloge russiske fodboldhoveder har efterfølgende kritiseret russerne for ikke at nå samme niveau som ved VM på hjemmebane i 2018.

Den russiske træner, Dmitry Cheryshev, hvis søn Denis i øvrigt spiller på holdet, har blandt andet været ude efter midtbaneprofilen Alexander Golovin.

- Jeg kan lide Golovin meget mindre end tidligere. Til verdensmesterskaberne så han mere mobil ud end nu. Jeg kan ikke lide, at han nu tager bolden meget i stedet for at spille en kollektiv kamp. Set udefra er det frustrerende, citeres Cheryshev senior for at sige til Match-TV.

Den er ikke engang i nærheden af at kunne sammenlignes med, hvad der foregår i Danmark

Nikolay Yarmolenko, chefredaktør for Soviet Sport, om stemningen i Rusland

Ringe stemning i Rusland

Og så er vi tilbage ved forskellen på fodboldstemningen i henholdsvis Sankt Petersborg og København.

I Vedomostisport hæfter de sig ved, at intet emmede af fodbold på Sennaya-pladsen en time efter Finland-kampen.

Det står i skærende kontrast til den fodboldfeber, som chefredaktøren for Soviet Sport oplevede i det københavnske.

- Tag mig på ordet: Den (stemningen i Rusland, red.) er ikke engang i nærheden af at kunne sammenlignes med, hvad der foregår i Danmark i disse dage, beretter Nikolay Yarmolenko og beskriver det som et ”uophørligt karneval”:

- Der er også stor glæde over, at covid-problemerne er væk (her er de rent faktisk væk uden manipulation med tallene), og selv de, der har haft det dårligt, støtter holdet.

- Jeg prøvede at tælle, hvor mange gange Eriksen blev nævnt på vej til stadion (til Belgien-kampen, red.), men måtte opgive, skriver han.

Den manglende tiltro til trods så er russerne godt stillede selv med uafgjort mod Danmark, der til gengæld skal vinde for at gøre sig forhåbninger om at fortsætte i EM-turneringen.

Opgøret fløjtes op i Parken mandag aften klokken 21.