To selvmål i målfest – Tyskland sætter Portugal på plads

Tyskland vandt den målrige affære over Portugal, der scorede to selvmål undervejs i kampen.

EM-slutrundens mest underholdende kamp indtil videre.

Det blev en sand målfest, da topnationerne fra Portugal og Tyskland tørnede sammen lørdag aften. I sidste ende var det dog tyskerne, der scorede flest af slagsen og tog tre vigtige point i gruppen.

Portugal 2 - 4 Tyskland

  • 1-0: Cristiano Ronaldo (15')
  • 1-1: Ruben Dias (35' - selvmål)
  • 1-2: Raphael Guerreiro (39' - selvmål)
  • 1-3: Kai Havertz (51')
  • 1-4: Robin Gosens (60')
  • 2-4: Diego Jota (67')

Der var stor dramatik efter bare fem minutter i kampen. Matthias Ginter sendte et fint indlæg ind i det portugisiske felt, og bagerst i feltet dukkede Robin Gosens op. Han flugtede på akrobatisk vis bolden i nettet, og tyskerne jublede.

Desværre for tyskerne blev målet efterfølgende underkendt for offside, inden bolden nåede over til Gosens.

Tyskerne havde efterfølgende kontrol over kampen, men det var i deres eget mål, kampens første scoring kom.

Et kvarter inde i kampen slog Portugal til på en omstilling. Cristiano Ronaldo blev spillet helt fri foran mål af Diego Jota, og Ronaldo sparkede bolden i et frit mål.

Herefter tog tyskerne igen kontrol og havde flere store chancer, men ingen af dem gik i kassen.

Den forløsende udligning kom dog efter 35 minutter, hvor det igen var Robin Gosens, der sendte en hård bold ind på kanten af det lille felt. Her pressede Kai Havertz på for at nå frem til bolden. Det var dog den portugisiske forsvarsspiller Rúben Dias, der var uheldig at styre bolden i eget mål, da han forsøgte at holde Havertz væk fra scoringen.

Tyskland fuldendte comebacket

Herefter vågnede tyskerne og deres fans op.

Fire minutter senere fik de endnu en gang en hjælpende fod fra de portugisiske spillere. Joshua Kimmich fangede bolden, da Kai Havertz ikke lykkedes med at ramme det portugisiske mål. Fra baglinjen smækkede han hurtigt bolden ind foran mål igen. Og her var Raphaël Guerreiro uheldig med at sparke bolden i eget net. 2-1 til Tyskland - hvilket også var stillingen ved pausen.

Tyskland fortsatte dominansen i anden halvleg, og efter bare seks minutters spil blev det 3-1. Thomas Müller bredte spillet ud til Robin Gosens, som sendte et fladt indlæg ind i det lille målfelt, hvor Kai Havertz dukkede op og dirigerede bolden i mål.

Slog sømmet i kisten

Portugiserne forsøgte febrilsk at få spillet til at fungere, men den tyske maskine lukkede spillet ned.

Med en halv time igen lukkede tyskerne kampen endeligt. Joshua Kimmich slog et millimeterpræcist indlæg til bagerste stolpe, hvor Robin Gosens, der var kampens store oplevelse, var løbet fri og med stor kraft headede bolden i mål. 4-1 til tyskerne.

Portugiserne var dog ikke helt færdige.

Efter 67 minutter kom Cristiano Ronaldo først til en præcis frisparksbold, og fra baglinjen spillede han bolden ind til Diogo Jota, der let kunne sparke bolden ind over stregen.

Portugal forsøgte sig med offensive indskiftninger, men tyskerne svarede igen med tilsvarende defensive.

I kampens sidste minutter forsøgte portugiserne at komme helt tilbage i kampen, men der kom ikke flere mål i den største målfest indtil videre ved EM.