EM fodbold

Danmark frygter især tre spillere i skæbnekampen mod Rusland

Det danske landshold tager intet for givet i kampen mod Rusland. De ved, at russerne har et højt topniveau.

Artem Dzyuba, Aleksei Miranchuk og Aleksandr Golovin.

Navnene kommer prompte, når det danske landshold bliver bedt om at pege på de største russiske stjerner og profiler inden mandagens skæbnekamp, hvor Danmark skal vinde for at gå videre ved EM.

Landstræner Kasper Hjulmand kender også de russiske spillere så godt, at han også ved, det vil være en fejl at undervurdere dem.

- Overordnet set er der en masse gode spillere i Rusland. Der er mange talentfulde spillere, men også meget erfarne spillere. Men der er stor indflydelse fra Dzyuba, Miranchuk - og Golovin, som er en fantastisk spiller, siger landstræneren.

Han henviser til Ruslands største profil, der til dagligt spiller i Monaco og er den kreative drivkraft på midtbanen.

- Jeg synes, at russisk fodbold nogle gange er undervurderet, men der er helt sikkert høj kvalitet, når de spiller deres bedste.

Danskerne fokuserer på sig selv

Samme holdning har anfører Simon Kjær. Han ved, at de offensive spillere i Dzyuba og Miranchuk, der har scoret russernes eneste mål ved EM hidtil, bærer et stort læs.

- Det er dem, jeg skal fokusere på som forsvarsspiller. Det er kvalitetsspillere, og de er måske lidt undervurderede. Men tag ikke fejl af det. Vi er fuldt ud klar over, at de er fulde af gode spillere. De har bygget deres niveau op de seneste år, og det er et godt hold.

Begge fortæller, at de tror på dansk avancement. Det kræver en sejr over Rusland. Du kan læse alle scenarier her.

Det er et af de hold, der er svær at være helt klar på

Kasper Hjulmand

Kasper Schmeichel mener, at det vil være decideret farligt, hvis Danmark allerede troede, at sejren og EM-avancementet allerede var hjemme.

- Hvis vi undervurderer dem, får vi ikke det resultat, vi gerne vil have. Vi fokuserer på os selv, og vi skal bruge det som en fordel, at der ikke er russiske fans på stadion.

- Vi har vist, at vi kan skabe problemer for de store hold, og det skal vi vise i 90 minutter. Og så ser vi, hvad der sker, siger Schmeichel.

En af de sværeste hold at vurdere

Selvom Kasper Hjulmand og Danmark kender holdets særdeles godt, er forberedelsen ikke nem af den grund.

Det russiske landshold er kendt for at skifte og rotere meget, men det giver ikke Hjulmand de store panderynker. Han har nemlig nærstuderet den kompromisløse russiske spillestil, hvor de spiller fysisk og ofte slår lange bolde op på en fysisk angriber.

- Vi har en idé om, hvad der kommer fra Rusland. Men det er rigtigt, at det er et af de hold, der kan finde på at skifte meget – også i kampene. Det er et af de hold, der er svær at være helt klar på i forhold til system, og hvem der spiller. Men vi har et godt billede af, hvad der kommer, siger han.

Danmark skal på måltavlen

Danmark har dog også noget, der skal forbedre fra de to seneste kampe. Danskerne er noteret for 45 målforsøg i de to første EM-kampe. Men det er kun blevet til det ene mål, som Yussuf Poulsen scorede mod Belgien.

Derfor forklarede han lørdag, at de har arbejdet hårdt på træningsbanen. Bolden skal nemlig i kassen flere gange.

- Det handler om gentagelse og få os selv i flere af de situationer til træning. Vi har gjort det i dag (lørdag, red.) og kommer til at træne det igen i morgen (søndag, red.), siger Yussuf Poulsen.

Danmarks skæbnekamp fløjtes i gang klokken 21.00 mandag.