EM fodbold

Danmark topper flere EM-statistikker

Ser vi bort fra antal mål, er Danmark et af de EM-hold, der har sat det største offensive aftryk.

Surrealistisk og grænseløst irriterende, har landstræner Kasper Hjulmand udtalt om Danmarks to EM-nederlag.

Det er der ikke noget at sige til.

Danmark har spillemæssigt været så godt med, at Hjulmands landshold er umuligt at overse i UEFA's EM-statistikker efter de to første runder med gruppekampe.

Her følger alle de ti opgørelser, hvor Danmark er i top-3:

Danmark i toppen af flere EM-statistikker

Afslutninger i alt
  1. Danmark: 45
  2. Italien: 37
  3. Skotland: 30
Afslutninger inden for målrammen
  1. Ukraine: 13
  2. Danmark: 12
  3. Italien: 11
Afslutninger uden for målrammen
  1. Italien: 18
  2. Danmark: 17
  3. Spanien: 14
Blokerede afslutninger
  1. Skotland: 18
  2. Danmark: 16
  3. Slovakiet og Tyrkiet: 9
Afslutninger på overliggeren
  1. Skotland, Wales, Tyskland, Polen og Danmark: 1
  2. Alle andre: 0
Forsøg på indlæg
  1. Spanien: 58
  2. Danmark: 52
  3. Tyskland: 48
Gennemførte indlæg
  1. Danmark: 16
  2. Slovakiet: 14
  3. Schweiz: 13
Angreb i alt
  1. Spanien: 151
  2. Danmark: 122
  3. Italien: 112
Bolderobringer i alt
  1. Tjekkiet: 100
  2. Ungarn og Danmark: 99
  3. Rusland: 95
Tacklinger tabt
  1. Polen: 25
  2. Ungarn: 24
  3. Danmark: 20

Især antallet af danske afslutninger stikker ud i EM-statistikkerne. I landsholdslejren vækker det dog ikke bekymring, at omsætningen af chancer ikke har været større i de første kampe.

Mikkel Damsgaard: - Man skal tænke på kvaliteten af afslutningerne – det har været nogle svære afslutninger. Det er ikke så mange store chancer, vi brænder. Så vi skal måske være bedre til at spille chancerne endnu større.

Jannik Vestergaard: - Det er nemt nok at sige, at det er der, skoen trykker, når vi har over 20 afslutninger i to kampe og har scoret et enkelt mål. Men hvis vi kan levere samme præstationer med jævne mellemrum, så tror jeg også, at målene kommer.

Kasper Hjulmand: - Det siger sig selv, at vi skal have omsat vores evne til at komme til afslutninger. Vi skal have sparket bolden i kassen, men det har jeg også fornemmelsen af, at vi gør.

Mandag aften SKAL Danmark på måltavlen, hvis EM ikke skal være forbi efter de tre gruppekampe.

Læs scenarierne inden opgøret mod Rusland her.