EM fodbold

- Kan man ikke slå Rusland, fortjener man ikke at gå videre

Danmark kan selv afgøre, om det hedder EM-exit eller EM-avancement efter kampen mod Rusland mandag.

Yussuf Poulsen siger det ganske klart.

- Jeg forventer en sejr. Det er det eneste, vi kan bruge til noget.

Det danske landshold er tvunget til sejr over Rusland mandag, hvis de skal avancere ved EM. Og hvis det står til Yussuf Poulsen, der har scoret Danmarks eneste mål ved EM indtil videre, er der bestemt chancer for dansk jubel.

- Vi kommer til at gå benhårdt efter det, og jeg er helt sikker på, at nærmer vi os bare noget, der ligner den præstation, vi leverede mod Belgien, så får vi også en sejr mandag, siger Poulsen til TV 2 SPORT.

- Vi kan nærmest selv afgøre det, og hvis ikke man kan slå et hold som Rusland, fortjener man ikke at gå videre. Vi står et sted, hvor vi stadig selv kan indfri vores drømme og vores forhåbninger til den her turnering. Og så skal vi bare ud og gøre arbejdet færdigt.

Der er flere udgaver af en dansk sejr, der kan give avancement. Se scenarierne her.

- Vi skal nok få scoret

Danmark er noteret for 45 målforsøg i de to første EM-kampe. Men det er kun blevet til det ene mål, som Poulsen har scoret.

Derfor forklarer han også, at de har arbejdet hårdt på træningsbanen. Bolden skal nemlig i kassen flere gange.

- Det handler om gentagelse og få os selv i flere af de situationer til træning. Vi har gjort det i dag (lørdag, red.) og kommer til at træne det igen i morgen (søndag, red.), siger Yussuf Poulsen.

- Vi skal have gentagelser på den sidste tredjedel, og så skal vi nok få scoret nogle flere mål, end vi har gjort i de første to kampe.

Kampen mellem Danmark og Rusland skydes i gang klokken 21.00 mandag.