EM fodbold

Wales fortsætter besynderlig tradition

Det er blevet 'hverdag' for Wales' fodboldherrer at få taget underlige holdbilleder.

Det så helt skørt ud.

Før EM-gruppekampen mod Italien søndag aften stillede de walisiske spillere op til det traditionelle holdbillede, men i stedet for seks spillere bagerst og fem spillere på hug tog Wales opstilling med tre spillere bagerst og otte spillere på hug.

Dermed bliver Gareth Bale og co. ved med at få taget besynderlige holdbilleder, for selvom de før de to første gruppekampe mod henholdsvis Schweiz og Tyrkiet havde flere spillere bagerst, var balancen helt skæv.

I begge situationer havde Bale ingen holdkammerat bag sig, og det samme gjorde sig gældende for først Joe Allen og fire dage senere for Connor Roberts.

Opstillingen med tre spillere bagerst og otte spillere på hug er dog ikke et nyt fænomen for dem, der har fulgt Wales i mange år.

Landets fodboldherrer gjorde det samme før en VM-kvalifikationskamp mod Georgien i oktober 2016.

Tre dage forinden havde waliserne taget opstilling med fire spillere bagerst og syv spillere på hug.

Dengang var Bale ikke meget for at forklare det mærkværdige påfund med tre eller fire spillere bagerst, da han på et pressemøde blev spurgt, hvad det gik ud på:

- Jeg ved ikke, hvad du mener, svarede stjernen kækt.

Begyndte ikke som en joke

Bare en måned senere løftede den nu tidligere walisiske landsholdsspiller Joe Ledley imidlertid sløret for årsagen til de skæve opstillinger, der ikke begyndte som en joke.

- Vi var bare ikke særligt gode til at få taget billeder. Til at begynde med var det ikke noget, vi tænkte nærmere over, men efterhånden hobede det sig op, og det var frygteligt. Så vi tænkte bare, at vi lige så godt kunne holde fast i det.

- Det har også været heldigt for os. Det er ikke rigtig overtroisk, men jeg tror ikke, at vi vil få taget et ordentligt billede, sagde han til WalesOnline i november 2016.

Han fik opbakning fra Jonny Williams, der er en del af Wales' EM-trup i år.

- Jeg har været involveret i nogle få billeder, men de var ved et uheld, skal det retfærdigvis siges. Jeg tror bare, at vi ikke er gode til det, og nu gør vi det bare for drilleriets skyld, men jeg ved ikke, hvor meget videre vi kan tage det.

- Medmindre vi efterlader Wayne Hennessey (målmand, red.) alene på bagerste række, sagde Williams i samme artikel for knap fem år siden.

Joe Ledley sagde afslutningsvis, at det ikke var noget, holdet øvede. Det var bare noget, de talte om internt på hold, og så besluttede de sig for, hvad de ville gøre.

Gimmicken har virket de seneste år

De kaotiske tilstande på de walisiske holdbilleder kan dateres helt tilbage til 2002, hvor profilerne på holdet hed Ryan Giggs, John Hartson, Craig Bellamy, Gary Speed og Robbie Savage.

Modsat dengang har gimmicken virket for Wales i de seneste år.

Ved EM i 2016 nåede waliserne semifinalen, og ved EM i år er de videre fra gruppespillet. I den næste udgave af UEFA Nations League er Wales et af de 16 hold i Liga A efter oprykningen sidste år.