EM fodbold

Forklarer jubelscene, der er en intern joke på landsholdet

Andreas Christensen scorede sit andet landskampsmål i 4-1-sejren over Rusland, og det fejrede han og flere holdkammerater ved at tage sig til ørerne.

Du lagde måske mærke til det.

Måske du ligefrem undrede dig.

Hvorfor tog Andreas 'AC' Christensen sig til ørerne efter sin scoring til 3-1 mod Rusland? Og hvorfor gjorde blandt andre Simon Kjær, Thomas Delaney og Jens Stryger Larsen det også?

Forklaringen skal findes i en nylig titel, som 'AC' vandt sammen med sit klubhold, Chelsea.

- Det er en intern joke, der kører med mig. Jeg har vundet trofæet med de store ører (Champions League-trofæet, red.). Det er lidt dér, den ligger, sagde han på pressemødet efter Danmarks sejr over Rusland.

- Den fik bare én over nakken

Den danske sejr i EM-gruppekampen mod russerne lød på hele 4-1. Mikkel Damsgaard, Yussuf Poulsen, Joakim Mæhle og så 'AC' stod for de danske scoringer.

- Den fik bare én over nakken. Jeg prøvede bare at holde bolden nede, og det lykkedes. Det så rigtig, rigtig godt ud, sagde 'AC' om sit andet landskampsmål i karrieren.

Med Belgiens 2-0-sejr over Finland bookede 'AC' og resten af det danske landshold billet til ottendedelsfinalen med storsejren over Rusland.

I ottendedelsfinalen venter Wales. Kampen spilles i Amsterdam lørdag 26. juni.