EM fodbold

Hjulmand hyldede Eriksen med specielt armbånd

Kasper Hjulmand bar et armbånd i kampen mod Rusland, som han dedikerer til Christian Eriksen. Andreas Christensen og Joakim Mæhle støttede også.

Følelserne fik frit løb, da Danmark spillede sig videre fra gruppespillet ved EM med en sejr på 4-1 over Rusland.

Den danske sejr og avancementet til 1/8-finalen blev sikret efter en både hektisk og uhyggelig dansk start på slutrunden, hvor Christian Eriksen faldt om i kampen mod Finland med et hjertestop.

Eriksen har det efter omstændighederne godt, og han har både skrevet med landsholdskammeraterne og hilst på dem i lejren. Men det er tydeligt, at hans situation stadig fylder hos både de danske spillere og trænere, og at de ønsker at hylde ham.

Og mandagens kamp var ingen undtagelse.

Efter opgøret fortalte den danske landstræner Kasper Hjulmand, at han under kampen bar et armbånd med en lille fodbold på. Smykket er et symbol på, at Eriksen altid er med ham og holdet.

- Jeg har aldrig gået med smykker før i mit liv. Der er en lille fodbold her, og det er Christian, der er her. Ham vil vi tage med os, siger Hjulmand til Viasat.

- Han har været med hele vejen. Jeg tænker meget på ham. Som jeg altid har sagt, er han vores hjerte og rytme. Vi er smadret igennem for hans skyld i dag. Han er en stor inspiration for os alle sammen.

10-tallet med fingrene

Hjulmands hilsen var dog ikke kampens eneste.

Da den danske midtstopper Andreas 'AC' Christensen scorede til 3-1 efter 79 minutter, sendte han nemlig også en hyldest afsted til sin danske holdkammerat.

'AC' formede et 10-tal med fingrene og viste det frem til både tilskuerne og kameraet. Et 10-tal Christian Eriksen normalt har på ryggen, når han optræder på landsholdet.

Men hyldesterne stopper ikke her.

For da en af kampens helt store oplevelser, Joakim Mæhle, cementerede sejren med en scoring til 4-1, gjorde han kunsten efter. Mæhle løb direkte ud til kameraet, hvor han med en strakt finger på den ene hånd og en ring mellem tomme- og pegefinger på den anden hånd, formede et 10-tal til ære for Eriksen.

Ikke første gang

Siden Eriksens kollaps mod Finland har støtten væltet ind til den danske Inter-spiller på både de sociale medier og med diverse hyldester på banen i forbindelse med EM-kampene.

Især før, under og efter Danmarks anden gruppekamp, opgøret mod Belgien, blev Eriksen hyldet massivt med både tifoer, et minuts stående klapsalver og hyldester ved scoringer.

Yussuf Poulsen blev kampens eneste danske målscorer, da han efter to minutter bragte Danmark foran. Og her havde også han forberedt en hilsen til Danmarks nummer 10.

Leipzig-angriberen løb således ud mod publikum, mens han med sin højre arm slog strenge an på en luftguitar. En gestus, der højst sandsynligt var en reference til Eriksen, der leverer selvsamme bevægelse i musikvideoen til sommerens officielle danske EM-sang.

Danmark møder Wales i 1/8-finalen ved EM. Kampen spilles lørdag klokken 18.00.