EM fodbold

Italiensk klub har ventet 25 år på dette øjeblik

Da danske Mikkel Damsgaard scorede til 1-0 i Danmarks kamp mod Rusland, blev han den første Sampdoria-spiller til at score ved et EM i 25 år.

Én scoring, én rekord og ét styks brudt italiensk måltørke.

Mikkel Damsgaards kamp mod Rusland mandag blev en af de helt gode dage på kontoret.

For da han med en følt inderside sparkede Danmark foran 1-0, gjorde han mere end bare at sende Danmark på sejrskurs. Han blev nemlig den yngste danske målscorer ved et EM nogensinde, og så brød han en 25 år gammel forbandelse for italienske Sampdoria, hvor Damsgaard til daglig spiller.

Der er nemlig gået et kvart århundrede, siden en Sampdoria-spiller sidst har scoret ved et europamesterskab. Og derfor er det altså ikke kun de danske fans, der glæder sig over Damsgaards fine sparketeknik.

- Vi har været nødt til at vente 25 år på det her moment, skriver Sampdoria blandt andet på det sociale medie Twitter.

Den unge dansker satte også selv ord på scoringen, der var hans tredje mål på landsholdet.

- Det er for vildt at score i sådan en kamp, og det slår den oplevelse, jeg fik i det sidste opgør, sagde Damsgaard til DR efter kampen.

Juventus-profils far scorede sidst

25 år er lang tid, og der er sket meget, siden der sidst var en Sampdoria-spiller der sendte bolden i mål ved et EM. Faktisk er der sket så meget, at den daværende målscorers søn nu render rundt i Serie A.

Sønnen hedder Federico Chiesa, og han spiller i Juventus. Faderen hedder Enrico Chiesa, og han var altså den sidste Sampdoria-spiller, der scorede ved EM.

Enrico Chiesa var en del af det italienske landshold i midten af 90'erne, og hans mål faldt i et 2-1-nederlag til Tjekkiet ved EM i 1996.

Damsgaard har imponeret stort

De færreste havde nok troet, at Sampdorias EM-måltørke skulle brydes af en 20-årig dansker. Men det blev den altså. Og for de fodboldfans, der har fulgt med i kampen mod Belgien, kommer scoringen måske heller ikke som verdens største overraskelse.

Damsgaard har nemlig præsteret fornemt under slutrunden, hvor man ellers kunne forvente, at en 20-årig kunne føle sig tynget af det store pres. Men det har - udefra set - slet ikke været tilfældet.

Offensivspilleren har modtaget store roser af landstræner Kasper Hjulmand, der blandt andet kalder ham 'Damsinho'.

- Han går ud og spiller på sin måde, lige meget hvem der er modstanderen. Han viste, at han bare er en super spiller. Det var vi glade for at se, sagde Hjulmand efter Belgien-kampen.

Også TV 2 SPORTs fodboldredaktør Carsten Werge har lagt mærke til Damsgaards hurtige indtræden på det danske hold.

- Damsgaard har gjort det godt i Sampdoria, så det er ikke noget tilfælde, at han glider stille og roligt ind på landsholdet og gør det, han skal.