Fodbold

Ottendedelsfinalen bliver "en 50/50-kamp"

Med lidt hjælp fra Belgien og en flot dansk indsats over russerne er Danmark klar til ottendedelsfinalen ved EM, hvor modstanderen er Wales.

En enkelt fodboldkamp vendte det hele på hovedet for Danmark.

Før opgøret mod Rusland havde danskerne stadig EM-point til gode, og et tidligt exit fra en slutrunde på hjemmebane var en potentiel skæbne.

Men Danmark ville det anderledes. Med lidt hjælp. En 4-1-sejr over Rusland og en belgisk 2-0-sejr over Finland betyder, at Kasper Hjulmand og co. nu så småt kan begynde forberedelserne til lørdagens ottendedelsfinale mod Wales.

- Wales er en super modstander. De kom langt sidst, og de gør det godt og har nogle dygtige spillere, sagde den danske landstræner på pressemødet efter opgøret mod Rusland.

- Jeg tror, det bliver en 50/50-kamp. Det er et virkelig godt hold, som har styr på tingene. De er meget fleksible, lidt ligesom vi er, hvor vi skifter lidt i systematikken og positionerne. Det kan være svært at finde ud af præcist, hvad der kommer, lød det.

Danmark skal bide skeer med waliserne, fordi de endte som nummer to i gruppe A. Det samme gjorde Danmark i gruppe B. Derudover skal Danmark for første gang ikke spille i Parken og må derfor undvære den massive opbakning fra tribunerne.

Det er ikke helt uvæsentligt, da Hjulmand ved flere lejligheder har rost fanstøtten som en af grundene til, at Danmark har spillet godt. Senest mod Rusland, da han takkede hele Danmark.

Wales' vej til slutspillet

Resultatmæssigt har Gareth Bale og resten af det walisiske landshold allerede prøvet det hele ved denne slutrunde. De har vundet, spillet uafgjort og tabt.

  • Italien-Wales (1-0)
  • Tyrkiet-Wales (0-2)
  • Wales-Schweiz (1-1)

I premierekampen delte de med Schweiz, hvorefter de slog Tyrkiet sikkert. Søndag tabte de knebent til Italien, der har været suveræne i deres tre kampe. Men fire point var stadig nok til at slutte på andenpladsen.

Kasper Hjulmand anerkender Wales' taktiske kunnen, og han forventer en kontrolleret kamp, når slaget løber af stablen i Amsterdam.

- Jeg tror, der bliver nogle skaktræk frem og tilbage – lidt ligesom i dag (mandag, red.), hvor jeg synes, vi stod dårligt i starten. 'AC' (Andreas Christensen, red.) fik vi skubbet op på midtbanen for at skabe nogle bedre situationer at spille ud fra, og det er lidt det samme med Wales.

- De ligger også og skifter lidt i positionerne, så det bliver en superspændende og meget ligeværdig kamp, lød den korte analyse fra landstræneren.

Waliserne fik ellers en forholdsvis skidt optakt til slutrunden, da de ikke lykkedes med at hente en sejr i de to forberedelseskampe, som de spillede mod Albanien og Frankrig. De spillede 0-0 mod albanerne og tabte med 3-0 til Frankrig.