Fodbold

Svensk stjerne var ikke ked af at få coronavirus

Svenskernes store offensive talent Dejan Kulusevski kan se frem til at få potentielle EM-minutter i benene, når Sverige møder Polen onsdag.

Det var et stort chok, da Dejan Kulusevski testede positiv for coronavirus bare seks dage før Sveriges EM-premiere mod Spanien.

En kamp, han derfor måtte følge på et tv helt isoleret, hvilket Juventus-spilleren naturligvis var frustreret over.

- Det var lidt svært at sidde hjemme. Man blev ekstra ivrig efter at spille. Især da jeg så Sveriges kamp. Men det var, som det var, udtaler Kulusevski ifølge Fotbolskanalen om forløbet.

Det positive coronatilfælde satte gang i en bølge af bekymringer i Sverige, fordi man spekulerede i, om han mon havde nået at smitte nogle af de øvrige spillere i truppen, inden han blev sendt i isolation. Men Kulusevski selv? Han tog det ganske roligt.

- Jeg tror, ​​det skete af en grund, og jeg accepterede det lige efter, jeg testede positiv. Jeg var ikke ked af det. Så snart det skete, forsøgte jeg at blive frisk, hvilket var mit eneste formål, siger han.

Kort efter nyheden om det positive testresultat landede, oplyste den svenske landsholdsledelse, at Mattias Svanberg også havde testet positiv.

Sverige lykkedes med at spille 0-0 mod Spanien, hvilket også blev den eneste kamp, som Kulusevski missede. I svenskernes anden EM-kamp sad han på bænken mod Slovakiet, og nu kan han muligvis se frem til at få landsholdsfodbolden at føle, når Sverige skal sikre sig avancement til slutspillet mod Polen onsdag.

Landstræner var ærgerlig over video

I forbindelse med den positive test begyndte en video, der viste billeder af Kulusevski til et middagsselskab, at florere på de sociale medier.

Den fik stor opmærksomhed, og den svenske landsholdslejr bekræftede, at videoen var optaget i spillernes ferie mellem 29. maj og 2. juni, hvorfor han var gået imod landsholdets anbefalinger om at passe på inden slutrunden.

Det var til stor ærgrelse hos Sveriges landstræner, Janne Andersson, selvom staben efterfølgende vurderede, at smitten stammede fra en nær slægtning.

Ifølge Kulusevski selv kunne han sagtens have været mere varsom.

- Det var ligesom, når man spiser med sin familie. Vi havde fri, og der var en middag, og jeg spiste. Kunne jeg have været mere forsigtig? Absolut, lyder det.

Sverige spiller sidste gruppekamp mod Polen på onsdag klokken 18.00.