EM fodbold

Udsolgt til Danmarks 1/8-finale

Næsten 4000 danske fodboldfans har sikret sig billet til Danmarks EM-ottendedelsfinale i Amsterdam lørdag.

"Alle mand til Amsterdam!"

Rigtig mange danske fodboldfans har fulgt opråbet, og nu melder Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, udsolgt til lørdagens ottendedelsfinale mellem Danmark og Wales på Johan Cruijff ArenA i Amsterdam.

Fanservice for Danmark oplyser på Twitter, at 3845 danske fans har billet til kampen.

- UEFA melder udsolgt til Amsterdam. 3845 danske fans har billet til stadion på lørdag i Amsterdam. WOW!

- UEFA oplyser samtidigt, at der kan komme et lille salg igen, når billetter ryger retur fra andre nationaliteter. Vi opdaterer så snart vi med mere, skriver Fanservice for Danmark på Twitter, der er den officielle profil for fodboldlandsholdenes fankoordinator.

Flere billetter kan komme fra walisiske fans

Anders Hagen, fankoordinator i DBU, har tidligere oplyst til TV 2, at der var cirka 1300 billetter til salg til det danske afsnit.

De øvrige billetter, der er solgt til danske fans, er via det neutrale salg.

Det lille salg, der kan komme igen forud for ottendedelsfinalen lørdag, kan skyldes, at walisiske fans har givet afkald på deres billetter, eftersom de ikke må rejse til Holland under de nuværende coronarestriktioner.

Krav om test på kampdagen

Foruden billetter til kampen i Amsterdam har et af de store samtaleemner blandt danske fans været, hvordan man kommer ind i Holland, og hvordan man får adgang til Johan Cruijff ArenA.

Der er nemlig to trin i det:

  • For at komme ind i Holland skal man som dansker fremvise en negativ PCR-test, som maksimal må være 72 timer gammel
  • For at få adgang til stadion skal man kunne fremvise en negativ kviktest. Denne test skal være foretaget på et testcenter i Holland og på kampdagen

Få yderligere information på Udenrigsministeriet hjemmeside her.

Krav om selvisolation ved indrejse i Danmark bortfalder

Da Danmark anses som et risikoland (orange), opfordrer myndighederne i Nederlandene kraftigt til, at rejsende går i selvisolation i 10 dage ved indrejse - men der gælder en undtagelse fra opfordringen til isolation, hvis man ikke opholder sig længere end 12 timer i Holland.

Ved hjemkomst til Danmark efter kampen i Amsterdam er kravet om selvisolation bortfaldet. Det bortfalder lørdag 26. juni klokken 16. Der er dog stadig krav om test ved indrejse til Danmark.

Der er givet grønt lys til 16.000 tilskuere på Johan Cruijff ArenA under EM. Det svarer til cirka 33 procent af stadionets kapacitet.

I EM-gruppekampene mod Belgien og Rusland spillede det danske landshold foran henholdsvis 23.395 og 23.644 tilskuere i Parken. Til den første kamp mod Finland var der 13.790 tilskuere på plads i den danske nationalarena.