Fodbold

Regel om udebanemål afskaffes

Fremover vil det ikke betyde noget, hvem der har scoret flest mål på udebane i europæisk fodbold.

Det er slut med reglen om udebanemål i europæisk fodbold.

Torsdag skriver Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) i en pressemeddelelse, at reglen bliver afskaffet fra den kommende sæson, 2021/22.

Det har UEFA's eksekutivkomité besluttet.

Reglen betød, at det hold, der havde scoret flest mål på udebane i et dobbeltopgør i eksempelvis Champions League, ville gå videre, hvis begge hold endte med at score lige mange mål.

Fremover vil kampen gå i forlænget spilletid - to gange 15 minutter - hvis begge hold har scoret lige mange mål, uagtet om målene er scoret på hjemme- eller udebane.

Står det stadig lige efter forlænget spilletid, vil der blive fundet en samlet vinder efter en straffesparkskonkurrence.

- Reglen om udebanemål har været en iboende del af UEFA's turneringer, siden den blev introduceret i 1965.

- Men diskussionen om dens afskaffelse er blevet debatteret til forskellige UEFA-møder gennem de seneste år, siger UEFA-præsident Aleksander Ceferin i pressemeddelelsen.

- Selv om der ikke har været enighed blandt alle, så har mange trænere, fans og andre interessenter i fodbold sat spørgsmålstegn ved reglens fairness og ønsket at få den afskaffet.

Ceferin peger på, at reglen har ført til, at hjemmehold i stigende grad har været forsigtige med at angribe - navnligt i det første af to opgør - fordi de er bange for at lukke mål ind, der vil give modstanderen en væsentlig fordel.

- Kritikken går også på, at det især i forlænget spilletid er unfair, at et hjemmehold skal score to gange, når udeholdet har scoret, siger Uefa-præsidenten.

Han fremhæver, at hjemmebanefordelen i fodbold nu om dage ikke er så stor, som den var engang.

- Taget i betragtning af den gennemgående ensartethed i forhold til spillestil på tværs af Europa og mange andre faktorer, der har ført til en mindre hjemmebanefordel, så har UEFAs eksekutivkomité taget den rigtige beslutning i forhold til at indtage holdningen om, at det ikke længere er fair, at et udebanemål skal have større betydning end et scoret på hjemmebane, siger han.