- Det føles fuldstændig sindssygt, siger Dolberg

Danmark er klar til kvartfinalen ved EM, og det var naturligvis en kæmpe forløsning for Kasper Dolberg.

To mål og en billet til EM-kvartfinalen.

Det er, hvad Kasper Dolberg kan tage med fra 1/8-finalen mod Wales, hvor det blev til en dansk sejr på hele 4-0.

Efter kampen satte den danske målscore ord på sine følelser efter kampen. Han var tilbage på Johan Cruijff ArenA, der er Ajax' hjemmebane, og hvor Dolberg fik fart på karrieren.

- Det føles fuldstændig sindssygt. Det er lidt surrealistisk. Det var her (Johan Cruijff ArenA, red), det hele startede. At spille her igen på den her måde og i den her kulisse, det er sindssygt. Det er noget af det største. Det er vanvittigt, siger Dolberg til DR.

Erstattede skadet Yussuf Poulsen

Det var overraskende, at Dolberg overhovedet var i startopstillingen, men det skyldtes, at Yussuf Poulsen måtte sidde over kampen på grund af en skade. Også en syg Daniel Wass var ude af kamptruppen, og Jens Stryger Larsen erstattede Wass som højre wingback.

Dermed er Danmark klar til EM-kvartfinalen i Baku lørdag i næste uge. Kvartfinalemodstanderen bliver fundet søndag aften, når Holland og Tjekkiet mødes i Budapest.

Det tog lidt tid, før Danmark fik sendt en god afslutning afsted, men den var værd at vente på.

Bolden blev flyttet hurtigt mellem Joakim Mæhle, Mikkel Damsgaard og Kasper Dolberg, og sidstnævnte modtog bolden på kanten af feltet. Han tog et par træk, før han svingede højrebenet og drejede bolden utageligt ind i højre side af målnettet.

Anden halvleg var tre bare tre minutter gammel, da de danske EM-drømme fik endnu mere liv.

Martin Braithwaite løb fra sin oppasser på højrekanten og smækkede et fladt indlæg ind i feltet. Indskiftede Neco Williams lavede en forfærdelig clearing lige hen til Kasper Dolberg, som sparkede så hårdt, at målmand Danny Ward trods at være i kontakt med bolden ikke kunne forhindre den i at gå i mål.