EM fodbold

Det minder om '92 - Hjulmands tropper rækker ud efter noget tilsvarende stort

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft giver danskerne karakterer efter sejren over Wales ved EM.

Det er vildt det her. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Uden Eriksen. Med spillere der alt andet lige skulle være slidte efter en rutsjetur den seneste halvanden uge i følelsernes og fysikkens vold.

Det minder om 1992, hvor flere fra stambordet var så humpende, at de knap kunne hænge sammen. Hvor én (Henrik Andersen) var skadet og fraværende, men hvor der viste sig en styrke, som danskerne bør være stolt af. Bliver vi ved sammenligningen, rækker Hjulmands tropper ud efter noget tilsvarende stort.

Og lad os lige huske os selv på - i dag var dagen for finalesejren i Gøteborg. For 29 år siden.

Det blev en fest efter en halvfesen indledning, hvor det tog tid, før det blev dansk. Kasper Dolberg - min kampens spiller - fik ryddet harddisken og genstartet landsholdets vej til kvartfinalen. Det mål gav et nødvendigt løft for det mentale, og så blev der brændstof til det fysiske.

Johan Cruijff ArenA var klædt i danske farver - vores farver. Landsholdet klædt helt i hvidt - og triumfens kulørte lamper. Det her var klasse. Ba-bu, ba-bu - Baku. Næste stop. Men festvognen kører videre.

Herunder følger mine karakterer til de danske spillere. Joachim Andersen og Nicolai Boilesen var på banen i for få minutter til en karakter.

Tofts karakterbog: Wales-Danmark

Karakterskalaen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • Kasper Schmeichel

    Målmand

    Det er svært at bedømme ham - igen. For han havde så lidt at vise frem på så få walisiske udfordringer. Men han var verbalt og attitudemæssigt en del af 'nullet'.

    4
  • Jens Stryger Larsen

    Wingback

    En ivrig, angrebslysten kant-erstatning for Daniel Wass. Vigtigt og symptomatisk for Hjulmands valgte. Der er fuldgode erstatninger på alle pladser. Stryger var strygende. Stort, stort løbepensum. Krampe tvang ham ud med et kvarter tilbage. Boilesen ind. Mæhle højre back.

    4
  • Andreas Christensen

    Forsvarsspiller

    Som tidligere rykkede 'AC' op fra tremandsforsvaret til midtbanens 6'er-position, og det gav mere fylde på midtbanen. Og så ned med ham, da treerkæden igen skulle reetableres. Hvilken allroundspiller.

    4
  • Simon Kjær

    Forsvarsspiller

    Utroligt, hvis kaptajnen ikke er mere medtaget i krop og hovedhøjde efter 15 opslidende dage i den mentale og fysiske elevator. Han lægger arm med de fleste, får knubs, men bliver på benene. Selv når han ligger ned. Til sidst (75. spilleminut) var der ikke mere i ham. Baglåret drillede. Joachim Andersen ind.

    5
  • Jannik Vestergaard

    Forsvarsspiller

    Bevægelserne bliver ind imellem lidt store. Det gav en walisisk omstillingsmulighed 10 minutter efter pausen. Men hans fysik vinder så meget, at det opvejer.

    4
  • Joakim Mæhle

    Wingback

    Manden der aldrig brænder ud. Hans gennembrud var ikke helt på højde med forleden, men hans evne til at udfordre pressede også det walisiske forsvars højre side. Ukuelig er, hvad der rammer bedst. Uromager er noget andet sigende. Og så sluttede han af med aftenens tredje mål. Og et par voldsomme ekstrarunder efter sejren. Han er for vild.

    5
  • Thomas Delaney

    Midtbanespiller

    Han virkede som med tunge ben og bevægelser fra start. Hjulmand tog en snak med Christian Nørgaard efter en halv time. Men Delaney kan altså det der med at rive sig selv op ved frisurens bund. Efter en time var han dog færdig. Godt der er en uge til næste kamp.

    3
  • Pierre-Emile Højbjerg

    Midtbanespiller

    Han virkede slidt til at begynde med, men der er uanet overskud i Pierre-Emile. Han delte ud af sine defensive ressourcer og satte meget i gang på fornuftig vis. Han vokser altså mere og mere som ansvarlig på holdets og egne vegne. Flot kamp - igen.

    5
  • Mikkel Damsgaard

    Kantspiller

    Hvirvelvinden fra Jyllinge er i den grad kommet, ikke kun for at blive, men for at være noget større af en del. Iscenesatte Dolbergs mål til 1-0, driblede elegant senere og gav samme Dolberg en ny mulighed fra nær 0 grader. Han nåede ikke højderne fra de to foregående kampe, men potentialet. Ud efter en time.

    5
  • Martin Braithwaite

    Kantspiller

    Her, dér og overalt i 1. halvleg. Han gav den alt for holdet. Defensivt løbearbejde og klar til udfordringerne i dybden. Hans moment kom tre minutter efter pausen, da han satte i fart med boldkontrol, løb fra to walisere og tværafleverede. Optakten til 2-0. Og så satte han minsandten punktum lige før sidste fløjt.

    6
  • Kasper Dolberg

    Angriber / Kampens spiller

    Han fik, hvad han har godt af. Tryghed. Ved at spille fra start i dét, man kan kalde hans egen stue. Det var her, Johan Cruijff ArenA, at han voksede op og var bedst. Klassemål til 1-0, som gav danske kræfter - mentalt og fysisk. Med Dolberg i stedet for Yussuf Poulsen blev det langt mere bold end decideret hurtighed. Og på pletten med effekt til 2-0. 28 gange med til 'Der er et yndigt...'. Hans livs landskamp.

    6
  • Christian Nørgaard

    Midtbanespiller

    Kom ind, da Delaney brændte ud efter en time. Og han tog et ansvar på sig i den grad. En rolig, velovervejet defensiv. Også et godt indhop.

    4
  • Mathias Jensen

    Midtbanespiller

    Kom ind efter en time i stedet for Damsgaard og kreerede i pæneste stil. Godt indhop.

    4
  • Andreas Cornelius

    Angriber

    Hold da op en trumf, Hjulmand fik smidt ind. Hans fysik, hans evne til at dække bolden af, hans styrke i at binde to-tre mand. Igen et alternativ der understreger bredden i truppen. Assist til mål nummer fire.

    5
  • Kasper Hjulmand

    Landstræner

    Fleksibilitet er en af hans mange stærke sider. Igen skiftet fra start tre bagude til mere tyngde på midtbanen med Andreas Christensen flyttet frem. Så var de fire foran Schmeichel. Det var med til at vende 1. halvleg. Og tilbage til udgangspunktet efter 2-0 for en stabilisering. Igen godt sat op.

    6