Lagde du mærke til detalje på Hjulmands trøje?
Kasper Hjulmand havde samme sorte trøje på mod Wales som mod Rusland. Faktisk var det fjerde gang, han havde den på. Alle gange har Danmark vundet.
Danmarks landstræner smiler, da han får spørgsmålet.
Han ved nemlig godt selv, at den er gal med syningen i højre armhule. Der er et stort hul.
Det er kommet af at fejre. For Kasper Hjulmand havde samme sorte trøje på under EM-gruppekampen mod Rusland, hvor Danmark vandt 4-1.
Men faktisk har trøjen bragt ham og fodboldlandsholdet lykke i flere kampe end bare den mod russerne i Parken for en lille uge siden.
- Jeg gør alt, hvad jeg kan, for ikke at være overtroisk, men jeg har haft den her trøje på i England på Wembley, i Østrig, mod Rusland og så tænkte jeg: "Nu tager jeg den sgu på igen", siger han på pressemødet efter ottendedelsfinalen mod Wales og griner, inden han fortsætter:
- Jeg tror, at den skal syes, til vi tager til Baku. Jeg tror ikke, at jeg tager den af i hvert fald.
Har en uge til at få trøjen syet
Mod England i Nations League 14. oktober 2020 vandt Danmark 1-0, og 31. marts i år vandt landsholdet 4-0 over Østrig i VM-kvalifikationen.
Hjulmand har god tid til at få trøjen syet, da Danmark først spiller EM-kvartfinale lørdag 3. juli. Men kære Kasper Hjulmand, venligst drop vasken og turen til skrædderen.
Danmark vandt ottendedelsfinalen mod Wales med 4-0. I kvartfinalen venter enten Holland eller Tjekkiet. Det afgøres søndag aften.