EM fodbold

Nervøse danske fans venter på testsvar – løsningen kan være fundet

Det hollandske testsystem er brudt ned. Nu bliver det muligt at vise sin danske coronatest ved indgangen til Amsterdam Arena.

Opdatering 15.20: DBU oplyser nu på sin Twitter-profil, at danske fans kan få adgang til stadion med en negativ coronaprøve, der ikke er mere end 72 timer gammel. Det sker efter DBU har været i kontakt med de hollandske arrangører.

Tidlig lørdag begyndte de første store flokke af danske fodboldfans at vælte ind i Amsterdam.

Klædt i Dannebrog, klaphatte og landsholdstrøjer er de til at få øje på i den hollandske hovedstad, og stemningen forud for lørdagens kamp mellem Danmark og Wales kunne ikke være bedre.

Og dog. For der er én ting, der frustrerer fansene og gør dem nervøse inden afgang mod Johan Cruijff Arena.

Kravet for at komme ind på stadion er, at alle skal kunne fremvise en negativ coronatest. Taget på hollandsk jord. Og testsvarene, de lader vente på sig.

Bliver nogle lange timer

Mens flere frygtede, at der ville opstå lange køer ved teststederne, har det ikke vist sig at være tilfældet alle steder. Faktisk har det været muligt at vade lige ind og blive testet.

Kort efter testen er taget, skulle svaret gerne dukke op på først SMS og derefter e-mail.

Men da TV 2 møder danskerne ved fanpladsen på Rembrandtplein, har flertallet af dem ikke engang modtaget SMS'en, selvom de har ventet i flere timer.

Og det vækker frustration midt i festlighederne.

- Vi mangler stadig vores testsvar, og det er den sidste hurdle for at komme ind, som en af de danske fans siger til TV 2.

Hvordan er det at sidde med en billet til en kamp og så stadig ikke vide, om man kan komme ind at se den kamp?

- Det er lige præcis det, der er det allermest nervepirrende ved det. Hvad sker der, hvis svaret slet ikke kommer? Vi er rigtig mange, der sidder her og slet ikke har fået svar endnu, så det kan godt blive nogle lange timer, lyder det.

Kan bytte til dansk coronapas

På Twitter er der forlydender om, at praksis ved det hollandske stadion nu er ændret på grund af systemudfordringerne. Det betyder, at et dansk coronapas kan veksles til at fungere som adgang til stadion, eftersom de hollandske testsystemer er nede.

Ifølge Copenhagen Euro 2020 skal de danske fans søge mod det testcenter, hvor man har fået taget sin test lørdag. Her vil personalet hjælpe ind til at komme ind på Johan Cruijff Arena.

Men i Amsterdam er der samtidig flere danskere, der lige nu oplever, at deres danske coronapas-app er nede. Det oplyser flere af dem til TV 2.

Kompliceret system

Forinden kampen, der fløjtes i gang i Amsterdam klokken 18, er der altså en del, de danske fans stadig skal have styr på.

Først skal de have hentet både en hollandsk app til coronatestsvar samt UEFA's egen app – men det komplicerede system har altså vist sig at være mere kompliceret end som så.

Foruden kravet om test har det også været anbefalingen, at de danske fans ikke opholder sig længere end 12 timer i Holland.