Sygdom og skade tvinger Hjulmand til ændringer

En skade hos Yussuf Poulsen og sygdom hos Daniel Wass giver plads til Kasper Dolberg og Jens Stryger Larsen.

Efter at have spillet med den samme holdopstilling to kampe i træk har landstræner Kasper Hjulmand lavet to ændringer til EM-ottendedelsfinalen mod Wales.

Her får Kasper Dolberg chancen i Danmarks angreb på grund af en skade til Yussuf Poulsen, mens Jens Stryger Larsen erstatter en sygdomsramt Daniel Wass.

I den første gruppekamp mod Finland startede Danmark i en 4-3-3-formation, men har siden primært spillet 3-4-3 eller 3-5-2, og Kasper Hjulmand holder fast i trebackkæden mod Wales.

Samtidig er kometen Mikkel Damsgaard atter er blandt Danmarks tre forreste på banen. Den 20-årige tekniker fra Jyllinge skal forsøge at sætte frontløberne Martin Braithwaite og Kasper Dolberg i scene.

Danmarks opstilling mod Wales er følgende:

Kasper Schmeichel - Andreas Christensen, Simon Kjær, Jannik Vestergaard - Jens Stryger Larsen, Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Delaney, Joakim Mæhle - Martin Braithwaite, Kasper Dolberg, Mikkel Damsgaard.

De to højrebenede wingbacks, Jens Stryger Larsen og Joakim Mæhle, kan også have byttet plads.

Ud over fraværende Christian Eriksen er skadede Daniel Wass og Yussuf Poulsen sorteret fra Danmarks kamptrup. Det giver plads til Anders Christiansen og Nicolai Boilesen i kamptruppen.

Store profiler hos Wales

I den walisiske startopstilling er der plads til store profiler som Gareth Bale, Aaron Ramsey og Daniel James.

Wales stiller op med følgende spillere:

Danny Ward - Connor Roberts, Chris Mepham, Joe Rodon, Ben Davies - Joe Allen, Joseff Morell, Aaron Ramsey - Gareth Bale, Kieffer Moore, Daniel James.

De danske fans kommer til at være i klart overtal på Johan Cruijff Arena i Amsterdam. Mindst 4400 ud af de op til 16.000 tilskuere vil være danskere, men det reelle antal danskere på lægterne er formentlig langt højere.

Til gengæld vil der været få walisere, da walisere har fået forbud mod indrejse af de hollandske myndigheder.

Vinderen af opgøret spiller kvartfinale lørdag i næste uge i Baku. Her vil modstanderen være vinderen af opgøret mellem Holland og Tjekkiet.