EM fodbold

Vild fest i Amsterdam efter sejren: - Stemningen er den fedeste

Én heldig fodboldfan får lov at pakke Kasper Dolbergs trøje med hjem i kufferten.

Festen begyndte allerede at summe på barerne i Amsterdam fredag aften, da de første danske fodboldfans ankom.

Men efter en overbevisende 4-0 sejr mod Wales lørdag blev stemningen i den hollandske hovedstad om muligt endnu bedre.

Én dansk fodboldfan var så heldig at få kampens topscorer Kasper Dolbergs trøje med sig hjem fra stadion, mens fremmede fangrupper slog sig sammen ved barerne i en fælles sejrsrus.

Dannebrogsflag og landsholdstrøjer er langt fra pakket ned endnu, og i Amsterdam, der netop har lagt de sidste coronarestriktioner på hylden, er der intet, der tyder på, at danskerfesten er ved at være forbi.

- Federe stemning end i København

Egentlig lyder anbefalingen fra de hollandske myndigheder, at de danske fans maksimalt opholder sig 12 timer i Holland for at undgå ti dages karantæne.

Der er meget federe stemning her i aften, end der har været ved nogle af kampene i København

Christian Ørts, fodboldfan

Alligevel er der fortsat tusindvis af danske fans til stede i det centrale Amsterdam sent lørdag aften - og de er ikke på vej hjem endnu:

- Jeg tror, at rigtig mange danskere havde planlagt at tage hjem efter de 12 timer. Men så vandt Danmark, og pludselig ser det hele anderledes ud, lyder det fra Michael Iversen, der er fodboldfan og medlem af DBU's fanklub.

Sammen med fire venner og en omgang fadøl har han slået sig ned ved pladsen Rembrandtplein, der hele weekenden har fungeret som mødested for alle danske fans.

Og stemningen både inden og efter kampen kan de fem danskere ikke klage over:

- Der er meget federe stemning her i aften, end der har været ved nogen af kampene i København, siger Christian Ørts, der ankom til Amsterdam fredag og bliver i byen til søndag.

I timerne inden kampen var det ellers med at holde tungen lige i munden for de mange fodboldfans, der frustrerede måtte vente i timevis på et testsvar, der for nogle aldrig kom.

Tusindvis af danskere tog turen

Det blev til en hel dag med kaos, da det hollandske coronatestsystem gik ned få timer før kampstart.

For at komme ind på stadion, var kravet en negativ coronatest, der var taget på hollandsk jord. Men det ændrede sig undervejs, da det viste sig, at systemet for at modtage testsvar ikke holdt.

Løsningen blev, at også et dansk coronapas blev godtaget som adgangsbillet, så da kampen blev fløjtet i gang, kunne lettelsen indfinde sig hos de mange fans, der bekymret havde fulgt udviklingen i løbet af lørdagen.

På tribunerne i Johan Cruijff Arena i Amsterdam var stemningen da også i top under hele kampen, og det samme var landsholdets præstation.

At flere end 5000 danskere - nogle spår endda, at det endelige antal danskere er langt højere - har taget turen til Amsterdam for at støtte fodbolddrengene, har kun gjort sejrsfølelsen større:

- Den stemning, der er hernede mellem danskere og andre danskere, er noget af det fedeste nogensinde. Det er min første landskamp, og det er den fedeste tur, jeg nogensinde har været på, siger Gowtham Theiventhiran og fortsætter:

- Alle kører i det samme fælles spor for fansene her. Det handler ikke om FCK eller Brøndby, men om Danmark.

Danmark er efter lørdagens sejr mod Wales klar til EM-kvartfinalen i Baku lørdag i næste uge. Hvem det danske hold skal møde i Aserbadjan, bliver meldt ud efter søndagens kamp mellem Holland og Tjekkiet.