Kasper Hjulmand har fundet opskriften på succes med det danske herrelandshold.

Vi ynder at sejle op ad åen - og nedad igen. Nu er danskerne på vej ud i fodboldens verdenshav med en landsholdssamling, der ikke blot hviler i sig selv, men hele tiden lægger på under Kasper Hjulmand.

På vej til kvartfinalen er det tid til at kaste et blik på, hvem de er, og hvorfor der er kastet fælles begejstring og resultater ind i puljen på det helt rigtige tidspunkt, når vi snakker EM, og når vi snakker vores allesammens behov for at glædes.

Kasper Hjulmand har udgivet noget, som for ham er fundamentalt. Udover sammenholdet, relationerne, hjerteblodet har han lagt det frem, at det her ikke kun handler om en startopstilling, et system, en isoleret vej mod succes.

Han understreger, at vejen til strakte arme og store smil går gennem alle 90 minutter og ikke kun de minutter, der lyser op og får mest omtale. At der er mere end de første 11 på holdkortet - “det er ligeså vigtigt for mig, hvem der slutter kampen, som hvem der starter den”, og at fleksibilitet i spil og formationer styrker ens eget produkt.

Basen er på plads

Selvfølgelig er der en basis på landsholdet, og det er den, som spillerne holder fast i, selv når der er modvind. Det så vi i den første fase mod Rusland, og det samme i de første 20-25 minutter mod Wales. De slap aldrig håndtaget, men drejede lidt på det.

Formation og positioner blev ændret, og langsomt, men bevidst, fik danskerne mere og mere magt. Der blev frigivet nogle spillemæssige ressourcer, Kasper Dolberg forløste med en klasseafslutning efter et mønster-opspil. Mikkel Damsgaard gjorde det mod russerne.

Alt sammen i den harmoni, at fundamentet, roen og troen skulle bevares, selvom Wales (og Rusland) kom bedst fra start, rokeringerne skulle ændre, og så blev der plads til et overtag.

Rekordstor bredde

Hjulmand har gjort brug af 21 spillere - flere end nogen anden landstræner i denne turnering. Og han brugte 41 spillere i efteråret 2020. Helt bevidst. For en brugbar bredde er nødvendig i en så lang, krævende turnering. Derfor sagde han også før EM: “Jeg tænker ikke kun på de tre gruppekampe. Jeg har udtaget mine spillere med henblik på en hel turnering”.

Diversiteten er en af årsagerne til den øjeblikkelige succes. Landsholdet har tidligere haft en form for dilemma, at der ikke blev scoret nok på de mange tilspillede chancer. Men fire mål mod Rusland og fire mål mod Wales har løftet afslutningseffektiviteten, og igen har den brede vifte vist sig med seks forskellige scorere til de otte mål.

Ros til spillerne

At hele holdet har løftet sig mentalt og spillemæssigt i denne turnering er i sig selv en sejr for kollektivet. Men der er spillere, der på hver sin måde er trådt ekstra meget i karakter. Der er delt fortjente roser ud til kaptajnen Simon Kjær. Hvad han overkommer og tydeliggør er i en særlig klasse. Som spiller, som menneske.

Vi kender til Kasper Schmeichels kvaliteter, også som indpisker på egne og nationens vegne. Andreas Christensen er lige nu på europæisk topplan, hos Thomas Delaney ved man, hvad man får. Og så har vi set mange af de unge ikke bare poppe op, men vise, at det her er vedvarende.

Der har været EM-gennembrud for Kasper Dolberg og Mikkel Damsgaard, Yussuf Poulsen har bidraget med to mål og sit sædvanlige løbearbejde, og Martin Braithwaite er i den grad blevet ham, der tager løbeturene - ikke kun de dybe - også for holdet.

Jens Stryger har vist, at han er mere end “bare” en afløser, og Jannik Vestergaard er gået ind i tre-back kæden med stor selvfølgelighed.

To skiller sig ud

Men særligt i mit nutidige billede står Pierre-Emile Højbjerg og Joakim Mæhle - to som for alvor er trådt i karakter. Højbjerg har haft en tydelighed længe i den engelske Premier League hos Tottenham. Samtlige minutter i den forgangne sæson, samtlige minutter i EM-slutrunden. Og han er i den grad blevet et omdrejningspunkt.

Han finder de rigtige rum, han finder de rigtige løsninger - også for de andre. Han har en brystkasse, der signalerer overskud og manddom, hele hans udstråling har vist, at her er en kommende landsholdsanfører. Han tager virkelig ansvar.

Ja, han har været med længe, og ja, han har vist sig frem tidligere. Men for mig er det blevet tydeligere under denne slutrunde. Et klart step op, hvis vi snakker hierarki og betydning.

Joakim Mæhle er i sit første år som landsholdsspiller - og han er bogstaveligt talt løbet ind i alles hjerter. Med et overskud, et mod, som virker helt usædvanligt. Nu har han spillet samtlige minutter i fire kampe uden pauser.

Han kan og vil udfordre, batterierne synes uden udløbsdato, han er guld værd for det her hold. Også fordi han som back laver mål. Tre styk i 2021 i tre vigtige kampe - Østrig, Rusland, Wales. Og så kan han bruges i begge sider og i flere formationer.

Den danske trup er den bedste

Kasper Hjulmand er lykkedes med den rigtige blanding til så store opgaver, til de nødvendige ændringer undervejs, til så lang en turnering.

Jeg ved, at det er en påstand, men jeg mener, at den danske bruttotrup er den bedste i denne slutrunde. Måske ikke navne- eller statusmæssigt på papiret. Men fordi alle spillerne kan bruges og ikke mindst, fordi de bliver brugt.