EM fodbold

Hjulmand ærgrer sig over modstander i kvartfinalen

Danmarks landstræner havde håbet på en kvartfinale mod Holland.

Søndag aften kom den første overraskelse i knald-eller-fald-kampene ved EM, da Tjekkiet slog Holland med 2-0 i 1/8-finalen.

Dermed står det også klart, at Danmark møder verdensranglistens nummer 40 i stedet for nummer 16.

Det lyder jo meget godt, men det er det ikke ifølge landstræner Kasper Hjulmand.

- Jeg vil bare gerne sige, at alle, der tror, det er en fantastisk ting, godt kan tro om igen. Jeg ville gerne have mødt Holland. Det er klart, at de har et par enkle spillere, som én til én er en lille smule bedre end Tjekkiet. Men jeg synes, at Tjekkiet er klart bedst. Tjekkiet har præsteret bedst over de sidste par år, siger han til Viaplay.

Kan matche dansk intensitet

Han understreger, at Tjekkiet i marts spillede 1-1 mod Belgien efter en "virkelig, virkelig stærk" indsats.

- Det vil være første gang, vi møder et hold, der kan matche vores intensitet. Vi har vundet mange af vores kampe på den intensitet, vi spiller med i vores presspil, genpresspil, vores overgange. Og der bliver vi matchet.

Tjekkiet spillede sig videre fra gruppespillet med fire point efter sejr over Skotland, uafgjort mod Kroatien og nederlag til England.

Ekspert: 60/40 i dansk favør

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker havde på forhånd håbet på tjekkisk modstand og giver Danmark en favoritværdighed på 60/40.

- Ud fra et kvalitetsmæssigt synspunkt er det den bedste modstander for Danmark. Chancen er større, men det er ikke mere end 5-10 procent, siger han.

- Jeg mener godt, Danmark ville kunne dæmme op for Hollands offensiv. Tjekkiets topniveau er ikke lige så højt som Hollands, men det er deres bundniveau til gengæld.

- Det kan være en udfordring at være favoritter, og det er vi objektivt set. Skulle jeg vælge, havde jeg taget Tjekkiet. Der er ikke noget ekstraordinært topniveau.

Kvartfinalen spilles lørdag den 3. juli i Baku.