EM fodbold

Lægerne skal kigge nærmere på Kjær og slidte spillere

Søndag skal landsholdets lægestab kigge nærmere på Simon Kjær og flere af de øvrige spillere med skavanker.

Landstræner Kasper Hjulmand og de danske EM-spillere er kommet hjem til Helsingør efter lørdagens EM-strabadser i Amsterdam.

Det endte med en imponerende sejr på 4-0 over Wales og en plads i kvartfinalen, men også en række spillere med skavanker og slitage.

Blandt andre Simon Kjær og Jens Stryger Larsen blev skiftet ud efter 77 minutter mod Wales. Det skulle dog ikke være slemt med Stryger Larsen.

- Lægerne kigger på dem i de næste par timer. Stryger fik bare krampe. Jeg tror ikke rigtigt, der er noget med ham. Simon Kjær får vi en status på i løbet af søndag aften.

- Så vi ved ikke rigtigt præcist noget endnu. Men jeg tror, at der skal meget til at holde ham ude af kampen på lørdag, siger Hjulmand.

Danmark finder senere søndag ud af, om det bliver Holland eller Tjekkiet, der venter i kvartfinalen. Men uanset hvad skal det helst ikke være uden anføreren.

- Simon er en fantastisk vigtig spiller på det her hold både på og uden for banen. Han betyder rigtigt meget for os. Samtidig vil jeg sige, at vi har super spillere, der står klar.

- De spillere, der kommer ind på Simons eller andres pladser, har det med at fylde dem ud og gøre det godt, siger Hjulmand.

Mod Wales kom Jens Stryger Larsen og Kasper Dolberg ind og gjorde det godt i fraværet af Daniel Wass og Yussuf Poulsen, der begge var ukampdygtige.

Daniel Wass rejste slet ikke med til Amsterdam. Han var blevet syg, mens Yussuf Poulsen havde en skade i baglåret og tog plads på tribunen.

- Det trak i baglåret på Yussuf. Han gik også ud af kampen mod Rusland med lidt i baglåret. Det er ikke sådan en forstrækning, der kræver et vist antal uger eller et eller andet. Det er slid.

- Vi må se, hvordan det står til med ham. I og med vi holdt ham helt ude denne gang, så har vi en formodning om, at han bliver klar. Og Wass er også ved at komme sig, lyder det fra Hjulmand.