På alles læber: - Det danske hold er skræmmende
Det danske landshold leverede endnu en stor præstation, da de lørdag sendte Wales ud af EM med 4-0. Og sejren er ikke gået ubemærket hen.
Med sammenhold, kæmpestor opbakning og god, underholdende fodbold er det danske fodboldlandshold ved at skrive en EM-fortælling, der strækker sig ud over landets grænser.
Især sammenholdet og det stærke gåpåmod efter Christian Eriksens kollaps og den efterfølgende vilje til at stå sammen både på og uden for banen har gjort Danmark til en af slutrundens største darlings.
Men oven i det er de rød-hvide drenge nu også begyndt at levere resultater - senest med en 4-0-sejr over Wales. En sejr der på ny har sendt Danmark i overskrifterne - ikke kun i Storbritannien - men i store dele af verden.
Det danske hold er skræmmende
Efter de foregående danske optrædener har det primære fokus i de udenlandske medier været på den mentale rejse, de danske spillere har gennemgået. Men med storsejrene over både Rusland og Wales er også Danmarks fodboldmæssige kvaliteter kommet i fokus.
Blandt andet i italienske La Gazzetta dello Sport:
- En monolog. Envejs rød og hvid. Om morgenen med alle de fans der stod i kø til coronatesten, man skulle bruge for at komme på stadion. En overflod af danskere ved frokosttid på alle pladser i Amsterdam. Og ved startfløjtet, hvor det var allervigtigst.
- Det endte med fire mål fra danskerne og en følelse af næsten total hjælpeløshed fra Wales, som spillede i 20 minutter, før de forsvandt, skriver det italienske medie under overskriften "Det her danske hold er skræmmende".
Den samme oplevelse havde man i Spanien, hvor man i Marca under overskriften "Danmark giver Bale ferie" roser det danske spil.
- Danmark tilføjer og fortsætter. Faktum er, at de tabte de to første kampe i mesterskabet mod Finland og Belgien, men lige nu er alt det bare et minde. Nu er de allerede blandt de otte bedste hold i Europa. Som minimum.
Også i USA hos CNN blev den stærke danske præstation bemærket: "Danmark suser forbi Wales i EM-kvartfinalen med en overbevisende sejr".
- Efter turneringen startede under de mest forfærdelige omstændigheder, fortsatte Danmarks drømmerejse ved EM, skriver de.
Den store overraskelse
Én af de punkter, der går igen i mange aviser, er rosen til Kasper Dolberg, der erstattede en småskadet Yussuf Poulsen i angrebet.
Den unge dansker scorede Danmarks to første mål, og han var derfor manden, der kickstartede den flotte danske aften.
- Overraskelsen Kasper Dolberg scorede sit holds to første mål og sikrede en perfekt start for Danmark, skriver L'Équipe under overskriften "Kasper Dolberg på det rigtige tidspunkt".
- Danskerne lader ikke deres bemærkelsesværdige EM-rejse slutte foreløbigt. Deres 4-0-sejr mod Wales så endnu en usandsynlig helt skrive et nyt kapitel i den stadigt voksende og utrolige fortælling om Kasper Hjulmands hold, skriver amerikanske ESPN.
- Kasper Dolberg og Jens Stryger Larsen stillede op, og Dolberg scorede to af deres fire mål og Stryger imponerede til højre. Deres præstationer var et bevis på det bånd, gruppen har, og den tillid de har til hinanden, skriver de.
- De har vundet uanset hvad
Selvom det danske landshold roses for deres flotte præstationer på banen, er det langtfra sikkert, at de kan gå hele vejen.
Men selvom det ikke skulle lykkes, mener norske VG's klummeskribent Trond Johannessen, at Danmark træder ud af turneringen som de sande vindere alligevel.
Samtidig roser han de danske fans for den folkefest, de skabte i Amsterdams gader.
- En ny tribunefest, denne gang i Amsterdam, men tro ikke, at dette landshold kun har hjemlandet bag sig: Læs en international avis, hør en podcast. Alle elsker Danmark, og Danmark frygter ingen.
- Danmark bliver næppe europamestre, men de har på mange måder vundet EM uanset hvad, skriver Johannesen under overskriften 'Følelsen, der blev en genistreg'.
Med overskriften henviser han til Hjulmands beslutning om at lade Kasper Dolberg starte inde.