EM fodbold

Raser efter nederlag til Danmark og kalder EM en joke

Wales har rejst mange tusind kilometer under EM-slutrunden, og det modtager hård kritik.

Den walisiske landskampsrekordholder Chris Gunter er bestemt ikke tilfreds med afviklingen af dette års specielle EM.

Wales spillede de to første EM-kampe i Aserbajdsjan og dernæst en kamp i Rom inden 1/8-finalen mod Danmark i Amsterdam.

Waliserne har derfor haft meget begrænset opbakning, hvilket blev bøjet i neon mod Danmark. Her måtte walisere nemlig ikke rejse ind i Amsterdam.

- Alle nationer havde opbakning, hvor end de spillede. Wales havde ikke, hvis vi ser bort fra de 350 mennesker, der brød myndighedsreglerne og opsparinger for at være til stede.

- I og os fortjente mere fra den her joke af en turnering, men hvem sagde, livet ville være fair, skriver han på Instagram.

Danmark knuste Wales med hele 4-0.

EM-slutrunden, der skulle være afholdt sidste år, bliver spillet i flere europæiske lande i anledning af 60-året for det første EM.

'Forstår ikke formatet'

Wales har rejst godt 8000 kilometer under EM, mens Danmark spillede sine tre første kamp i Parken, før turen gik sydpå til Amsterdam i 1/8-finalen.

Knap så udtalt var kritikken fra Wales' landstræner, Rob Page, der dog også luftede utilfredshed efter nederlaget.

- Jeg ved ikke, om det spillede en faktor eller ej. Hvis jeg skal være helt ærlig, så forstår jeg ikke formatet. Det gør jeg ikke. Vi har rejst hele Europa rundt. Andre har ikke. Igen, jeg vil ikke sidde her og dvæle ved det. Vi accepterer nederlaget og ønsker Danmark alt det bedste fremadrettet, sagde Rob Page.

Bale følte sig snydt

Den walisiske Real Madrid-stjerne Gareth Bale var også ude med riven efter nederlaget.

Wales følte sig snydt omkring Danmarks 2-0-scoring, da Simon Kjær - ifølge Gareth Bale - lavede frispark på Kieffer Moore midt på banen, kort inden Kasper Dolberg fordoblede Danmarks føring.

- Der var helt klart frispark. Hvis du spiller bolden igennem ryggen på en modstander, så er der frispark. Jeg føler, dommeren måske blev påvirket af de mange danske tilskuere. Det er vel bare sådan, det er. Der er ingen grund til at finde på undskyldninger nu. Det er bare skuffende, sagde Bale.

Wales nåede helt frem til semifinalen ved det seneste EM, men 1/8-finalen blev altså endestation i 2021.

I stedet skal Danmark nu helt til Baku i Aserbajdsjan, hvor enten Holland eller Tjekkiet venter i kvartfinalen. Den spilles lørdag den 3. juli.