EM fodbold

En tragedie at spille dér, siger tjekke om kvartfinale mod Danmark

Tjekkiets angrebsstjerne Patrik Schick er langt fra tilfreds med, at tjekkerne skal rejse helt til Baku i Aserbajdsjan for at spille EM-kvartfinalen.

Sommerens EM-slutrunde er spredt ud over hele Europa, da flere lande deles om værtsskabet.

Det betyder, at mandskaberne ikke kan blive boende i den samme lejr og by gennem hele turneringen, som det ellers ofte ses ved slutrunder. I stedet står den på rejser mellem de forskellige kampe - nogen længere end andre.

En af de helt lange rejser er turen til Aserbajdsjan, hvor hovedstaden Baku danner ramme om flere store EM-brag. Det gælder blandt andet Danmarks kommende kvartfinale mod Tjekkiet, hvor danskerne skal flyve 3200 kilometer, mens tjekkerne "nøjes" med 2950 kilometer.

Meget længere væk kan de to lande ikke komme til at spille ved EM, og det huer ikke den tjekkiske Leverkusen-spiller Patrik Schick.

- Det er en tragedie med de her flyrejser. Det er vanvittigt, men der er intet at gøre. Vi må bare gøre os klar og komme videre, siger Schick ifølge iSport.cz.

Tjekkiet spillede sine gruppekampe i Storbritannien, mens søndagens ottendedelsfinale mod Holland blev spillet i Budapest.

- Jeg forstår det ikke

Danmark har ligesom Tjekkiet indtil videre været skånet for de allerlængste rejser.

Det faktum studsede Wales-træner Rob Page også over på pressemødet efter Danmarks ottendedelsfinale mod Wales.

Ligesom Patrik Schick var han utilfreds med de lange rejser ved sommerens slutrunde.

For mens Danmark spillede alle tre gruppekampe på hjemmebane i Parken, havde Wales både været en tur i Baku i Aserbajdsjan og senest Rom i Italien, før de altså skulle til Amsterdam for at møde Danmark.

8.661 kilometer er tilsyneladende, hvad I har rejst. Var det på nogen måde en faktor i kampen?

- Jeg ved ikke, om det spillede en faktor eller ej. Hvis jeg skal være helt ærlig, så forstår jeg ikke formatet. Det gør jeg ikke. Vi har rejst hele Europa rundt. Andre har ikke. Igen, jeg vil ikke sidde her og dvæle ved det. Vi accepterer nederlaget og ønsker Danmark alt det bedste fremadrettet, sagde Rob Page på pressemødet efter kampen mod Danmark.

Hjulmand forstår dem godt

Selvom Danmark indtil videre er sluppet for de længste rejser, kan den danske landstræner Kasper Hjulmand sagtens sætte sig ind, hvorfor de mange rejsetimer kan være en udfordring.

- Jeg forstår godt en del af det. Wales har virkelig rejst mange kilometer rundt omkring og været i Baku og spillet to kampe derude.

- Schweiz havde kamp nummer et og kamp tre i Baku. Det betyder altså noget, hvor meget du rejser, og hvor mange timer du bruger på at rejse i dit døgn.

- Der er ingen tvivl om, at det ikke er helt sportsligt retfærdigt på den del af det, siger Hjulmand på søndagens pressemøde.

Tjekkiet og Danmark spiller kvartfinale lørdag klokken 18.00.