EM fodbold

Hjulmand raser mod landsmand: - Det er en direkte usand påstand

Den mangeårige danske mediedirektør i UEFA, Frits Ahlstrøm, har påstået, at Danmarks kamp mod Finland kunne genoptages dagen efter om aftenen.

Landstræner Kasper Hjulmand kan med egne ord klare forskellige meninger og holdninger, men han kan ikke leve med usandheder.

Derfor kan han ikke lade være med at reagere på en udtalelse, som Frits Ahlstrøm, der i dag er særlig rådgiver for Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA), er kommet med i podcasten 'Bech bag Bolden'. Her påstår Ahlstrøm, at han med sikkerhed ved, at der på krisemødet efter Christian Eriksens kollaps blev nævnt, at kampen kunne spilles færdig dagen efter klokken 20 eller 21.

Udmeldingen fra DBU, landstræner Kasper Hjulmand og de danske spillere har hele tiden været, at de fik to muligheder den juniaften i Parken: Enten at spille kampen mod Finland færdig samme aften eller spille de sidste 50 minutter dagen efter (13. juni, red.) klokken 12.

- Normalt vil jeg ikke kommentere på det, men jeg kan ikke acceptere usandheder. Min og spillernes grænse går, når usandheder bliver bragt frem. Det betyder meget for mig og spillerne, at vi fortæller sandheden om det forløb, siger Kasper Hjulmand ifølge Ekstra Bladet til den skrevne danske presse mandag.

- En direkte usand påstand

Hjulmand fortæller videre, at Frits Ahlstrøm, der tidligere har været pressechef i DBU og mangeårig mediedirektør i UEFA, ikke var til stede på krisemødet, der blev holdt mellem den danske og finske lejr samt dommerne og repræsentanter fra UEFA.

- Vi har jo slet ikke hørt fra UEFA. Jeg kommenterer kun på det her, fordi det direkte er en usand påstand. Usandheder kan ikke florere over for spillerne og mig. Nu står det klar for alle, hvordan det var. Også for Frits, siger den danske landstræner.

Heller ikke DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, har hørt, at en genoptagelse af kampen mod Finland næste dag klokken 20 eller 21 var en mulighed.

- Det var ikke en option, som jeg hørte. Jeg ved ikke, hvilket rum det foregik i. Det er muligt, at det var et scenario, men det kom aldrig forbi vores ører, siger Peter Møller i B.T.'s podcast 'Fodbold EM'.

- Jeg har sagt det flere gange før: Af de muligheder, vi fik stillet i udsigt, så valgte vi i samråd med spillerne den beslutning, som, vi synes, var den 'bedste'. Vi kunne ikke se os selv tage op til Marienlyst (spillerhotellet i Helsingør, red.) og så tage tilbage til Parken dagen efter.

Spillede kampen færdig samme aften

På et pressemøde dagen efter kampen mod Finland var landstræner Hjulmand stadig meget påvirket af situationen med Christian Eriksen, og han havde dårlig samvittighed over, at de danske spillere kom tilbage på banen samme aften.

Danmark endte med at tabe EM-gruppekampen mod Finland med 0-1. Det danske landshold tabte også sin efterfølgende gruppekamp mod Belgien, men siden er det blevet til storsejre over Rusland og Wales.

Derfor står Kasper Hjulmand og de danske landsholdsspillere nu i EM-kvartfinalen og møder Tjekkiet i Baku lørdag 3. juli.