EM fodbold

Eriksen holder tæt kontakt til landsholdet

Christian Eriksen er en kæmpe del af EM-holdet, selvom han ikke er fysisk til stede, siger Nicolai Boilesen.

Christian Eriksen er stadig aktiv i fodboldlandsholdets interne tekstkorrespondance, og han skriver som minimum til holdkammeraterne inden hver kamp.

For selvom fynboen har været væk fra EM-holdet i over to uger efter sit hjertestop i åbningskampen mod Finland, er han stadig en central del af EM-holdet.

Selvfølgelig rider vi også på en bølge af, at Christian har det godt efter omstændighederne

Nicolai Boilesen

Det siger landsholdsspilleren Nicolai Boilesen, der også tidligere har været holdkammerat med Christian Eriksen i Ajax.

- Han er med i en WhatsApp-gruppe, og han skriver til os før hver kamp, og jeg har skrevet med ham mellem kampene.

- Christian er en kæmpe del af det her hold, og det har han været de seneste 11 år. Han vil også være en del af det her hold, når slutrunden er forbi. Selvfølgelig vil han det uanset hvordan og hvorledes, siger Nicolai Boilesen.

Rider på en bølge

Mens Christian Eriksens tragiske kollaps for en stund satte et stort negativt præg på det danske EM-hold og resten af nationen, har de efterfølgende positive meldinger fra Christian Eriksen samt hans besøg i EM-lejren givet de danske spillere en energitank, der ikke løber tør lige foreløbig.

Det er tydeligt kommet til udtryk i de efterfølgende kampe mod Belgien, Rusland og Wales, mener Boilesen.

- Selvfølgelig rider vi også på en bølge af, at Christian har det godt efter omstændighederne. Vi har både hørt fra ham, vi har set ham i egen høje person med vores egne øjne, at han har det godt og er okay.

- Den energi kan vi leve på i meget lang tid, det kan jeg i hvert fald. Så håber vi selvfølgelig, at vi får ham at se her hurtigst muligt, siger Boilesen.

I de tre danske kampe efter Christian Eriksens kollaps har den gigantiske danske landsholdstrøje, der er på banen til kampenes formelle åbningsceremonier, været med "Eriksen" og et tital på.