- Forfærdeligt og brutalt, siger svensk landstræner
Sverige blev tirsdag aften slået ud af EM af Ukraine, der scorede i sidste minut af den forlængede spilletid.
Skuffelsen er enorm i den svenske lejr, efter at holdet tirsdag aften blev slået ud i EM's ottendedelsfinaler af Ukraine med et nederlag på 1-2.
Det siger landstræner Janne Andersson til svensk TV4 efter kampen.
Han kalder det en brutal oplevelse at se ukrainerne score det afgørende mål i de døende sekunder af den forlængede spilletid.
- Alle er kede af det. Der er bare stilhed i omklædningsrummet. Det er ikke værd at sige noget, fordi der er alligevel ikke længere noget, der kan gøre situationen bedre.
- Jeg synes, at vi var det bedre hold. At få en udvisning er hårdt nok i sig selv, men at de scorer i de afsluttende sekunder, det er så forfærdeligt og brutalt, siger han.
Et dyrt rødt kort
Sverige havde i kampens afslutning ryggen mod muren, da Marcus Danielson fik rødt kort efter en grim tackling ni minutter inde i den forlængede spilletid.
Og Janne Andersson bliver helt følelsesladet, da han bliver bedt om at sætte ord på forsvarsspillerens udvisning.
- Jeg krammede ham bare (efter kampen, red.). Vores spillere er virkelig et hold. Vi støtter ham selvfølgelig, og han skulle have støtte og knus. Vi har altid hinandens ryg.
- Vi er en gruppe, der vinder og taber sammen. Der er en utrolig stolthed, siger Andersson og tilføjer, at spillerne skal være stolte over, at holdet for første gang siden 2004 formåede at gå videre fra gruppespillet ved EM.
Mens Sverige skal hjem, skal Ukraine nu op imod England i kvartfinalen.