EM fodbold

Kasper Hjulmand har fået en nation til at drømme

Hjulmand ønskede, landsholdet skulle samle landet som i hans egen barndom. Det er lykkedes i en grad, så EM-slutrunden ligner et historisk vendepunkt.

En fredag i juni 2019 tog jeg en tur til min barndomsby Allerød for at besøge Kasper Hjulmand. Anledningen var endnu en samtale til den biografi om ham, som jeg havde arbejdet på i et par år.

Jeg var mere spændt end normalt, for denne gang var der kun et tema på dagsordenen, og det tema var omgærdet af den dybeste fortrolighed. Kun meget få mennesker vidste, at Kasper Hjulmand fem dage senere ville blive præsenteret som Danmarks næste landstræner.

Da Hjulmand tidligere på foråret første gang havde nævnt henvendelsen fra DBU’s fodbolddirektør, Peter Møller, blev jeg fuldstændig overrumplet. For ingen, heller ikke Hjulmand selv, havde på det tidspunkt forestillet sig, at det kunne være på tale at skifte landstræner.

I vores samtaler havde jeg hele vejen igennem haft et princip om at forholde mig neutral. Hjulmands liv og karriere udspillede sig, mens jeg skrev på bogen, og jeg skulle ikke blande mig i historiens gang. Men jeg mærkede instinktivt, at jeg virkelig håbede på, at han ville vælge landstrænerjobbet. For det var en ring, der ville blive sluttet, hvis bogen endte med Hjulmand som landstræner.

Helt fra begyndelsen har det danske landshold præget Kasper Hjulmands liv med fodbold. Han fortalte om Allan Simonsen som sit største barndomsidol, han nævnte landsholdets legendariske 3-1-sejr over Italien i 1981 som sit første store fodboldminde, han beskrev sin fascination af firserlandsholdet, og han fortalte historien om, hvordan han ved et tilfælde var i København for første gang i sit liv på lige netop den grundlovsdag i 1985, da Danmark vandt 4-2 over Sovjetunionen i Idrætsparken.

Og da han havde fattet interesse for trænerfaget, blev han inspireret og inviteret indenfor af den daværende landstræner Morten Olsen, der så et lys i ham. Med Olsens tanker som drivkraft lagde Hjulmand i midten af 00’erne mange kræfter i arbejdet på at reformere dansk børnefodbold.

Jo, Hjulmand som landstræner gav virkelig god mening.

Under EM har Hjulmand nu oplevet det, vi vist godt kan betegne som et folkeligt gennembrud, og i de sidste par uger har jeg flere gange tænkt tilbage på den samtale i udestuen i Allerød om hans første spæde tanker om landstrænerjobbet. For meget af det, der i disse uger er blevet forløst, har tråde tilbage dertil.

Folkesjæl

Dengang i 2019 talte Hjulmand om, hvordan han dagen forinden havde været sammen med bekendte, der ikke engang var klar over, at Danmark stod over for en vigtig EM-kvalifikationskamp mod Irland. Det var et konkret tegn på, at landsholdets gennemslagskraft ikke var den samme som før, og det pinte ham.

Han anerkendte ikke, at det var en uundgåelig udvikling. Landsholdet var stadig vigtigt, og slutrunderne skabte fortsat fodboldens største folkefester. Men man kunne ikke længere tage opmærksomheden for givet, sagde han, og det var ikke nok bare at slå ud med armene og sige, at populariteten udelukkende afhang af, om holdet vandt eller tabte.

Vi talte om landsholdets historie og om de skiftende holdninger til Åge Hareide og Morten Olsen. Det var svært at blive klog på, hvad danskerne egentlig ønskede sig af landsholdet, konstaterede han. Og han luftede tanken om, at det måske ville være en idé at bruge noget af tiden i året inden tiltrædelsen som landstræner på at forsøge at forstå den danske identitet bedre.

Det var den undren, der førte ham ud i den række af samtaler med personligheder fra mange dele af samfundet, som siden har fået en del opmærksomhed, fordi det var så usædvanligt, at en fodboldtræner tænkte sit virke på den måde.

Jeg fandt selv tilgangen interessant, fordi den fortalte meget om Hjulmand selv. Men jeg tvivlede ærlig talt på, at projektet virkelig ville kunne sætte et konkret aftryk på det danske landshold, når han overtog det. For var der ikke for langt fra de store tanker og dybe samtaler om den danske folkesjæl til det konkrete arbejde som fodboldtræner?

Lederskab

Den tvivl har jeg ikke længere, for når jeg har set Hjulmands og holdets stærke ageren efter Christian Eriksens kollaps i åbningskampen mod Finland, så har det været tydeligt, at de som trup har haft noget at falde tilbage på. De skulle ikke først til at definere nogle værdier, som kunne føre dem igennem en umulig situation; de var der allerede. Og de værdier bygget på fællesskab, sammenhold, generøsitet, et fladt hierarki, tolerance og plads til følelsesmæssig forskellighed og sårbarhed har åbenbart ramt noget i nationen.

Det er, som om en særegen kombination af det kollektive chok over Eriksens kollaps, fællesskabssulten oven på en pandemi og længslen efter forbilleder har fået danskerne til at omfavne Hjulmands lederskab. I en tid med skepsis over for autoriteter har der været noget effektfuldt ved det, der ikke bare fremstår ægte, men rent faktisk er det.

Da jeg selv så Hjulmand på pressemøderne efter Eriksen-kollapset, fik jeg tårer i øjnene, fordi han var sig selv og ikke prøvede at gemme følelserne væk. Han ville ganske sikkert have sagt præcis det samme, hvis jeg havde siddet med ham på tomandshånd som så mange gange før.

På et tidspunkt kom jeg til at tænke på et besøg i 2018 hos Hjulmands mangeårige mentor, højskolemanden Hans Lauge, der selv har været involveret i fodbolden som sportschef i Vejle. Lauge gjorde sig store tanker om Hjulmands potentiale.

- Den dag, vi beslutter os for, at vi vil lukke sprækkerne i det her samfund, og landsholdet igen skal være en samlende identifikationsfaktor, der kommer Kasper til at udstråle det, der grundlæggende er meget dansk. Det, der starter med sam-. Han kan lave en ordentlig samtale, han kan lave et samarbejde. Og så har han samvittighed. De elementer, der udgør et samfund. Der vil han være en fremragende identifikation. En samlende person, sagde Lauge dengang i 2018, længe inden landstrænerjobbet blev aktuelt, covid-19 ramte verden, og Christian Eriksens hjerte gik i stå.

Dengang håbede jeg, at Lauge ville få ret, for i en fodboldverden i moralsk forfald ville det være tiltrængt med noget andet. Men jeg troede ikke for alvor på, at Hjulmand virkelig ville kunne opnå den brede gennemslagskraft, Lauge så for sig. Han har nok haft sine beundrere, både som træner og leder, men der har så sandelig også været mange, der har dyrket den gamle kliché om Hjulmand som en naiv romantiker som træner og har anset ham som en frelst og tossegod holist i hans lederskab.

Og den hidsige og polariserede debat om Hjulmand kontra Hareide efter hans ansættelse som landstræner bestyrkede kun den tvivl. Der var mange steder en indestængt vrede og bitterhed over valget af Hjulmand.

Nu er vreden fordampet, og Hjulmand hyldes bredt som en verdensmester i ledelse og som en rollemodel, der har anvist en vej for fremtidens lederskab. Ja, jeg synes næsten, at der er gået selvsving i fejringen af ham. For reelt har han ikke opført sig anderledes end tidligere. Omstændighederne har bare givet ham en anden tyngde.

Hjulmands Danmark

Også når det gælder spillet på banen, er det lykkedes ham at bygge en bro mellem fløjene. I vores samtale dengang i 2019 talte vi om, hvordan arbejdet som landstræner adskilte sig fra Hjulmands sædvanlige hverdag på træningsbanen i en klub. Der lå nogle udfordringer i, at en så detaljeorienteret træner nu kun ville have sine spillere til rådighed i nogle få vinduer i en sæson. Og hans fremadrettede tilgang kunne forekomme ude af trit med tidens trend, hvor landsholdsfodbolden ikke var lige så offensiv og sofistikeret som klubfodbolden.

Han var ikke skråsikker, men havde mange ideer til, hvordan han ville tilpasse sig landstrænerrollen. Og det, han håbede på dengang, er lykkedes - måske endda i højere grad, end han selv havde forestillet sig.

Han mente at se en tendens, hvor de bedste landshold blev inspireret af klubfodbolden, så landsholdsfodbolden også var i færd med at bevæge sig i en mere angrebsivrig retning. Den opfattelse er blevet bekræftet i dette EM; Hjulmand-fodbold er ikke en modsætning til landsholdsfodbold.

Og når det kom til arbejdet med hans egne spillere, troede han på, at deres kvalitet var så høj, at han hurtigt ville kunne indarbejde nogle taktiske greb, selvom tiden på træningsbanen var knap. Han talte begejstret om Belgien som det bedste eksempel på, at et stærkt landshold ikke nødvendigvis bare måtte være et hold, som hvilede på en simpel og solid organisation krydret med nogle individualister.

Under EM har Danmark taktisk været et af de mest fleksible hold. Det har både givet succes på banen og haft den effekt, at der på Hjulmands landshold er noget for enhver smag.

Hjulmands Danmark vil gerne angribe, og hvem kan ikke lide et hold, der scorer mange mål? Men det er ikke dogmatisk, og her er det, at Hjulmand i sin 2021-version nok passer bedre som landstræner end for 10 år siden. Da var han lidt mere entydig og ultimativ i sit syn på spillet, og som historien og hans egen udforskning af danskhed har vist, har vi det nok ikke så godt med de alt for faste rammer hertillands.

I dag er Hjulmands foretrukne fodbold mere sprælsk og uforudsigelig end før. Stadig har han et ønske om at angribe og dominere, og på den måde bærer han sin oprindelige fodboldsjæl med sig. Men man behøver ikke elske Ajax og Barcelona for at kunne holde af Hjulmands Danmark.

At få den grad af vildskab og uforudsigelighed ind i holdet uden at gøre det principløst og utydeligt må være en uhyre svær balance, men indtil nu er det lykkedes, ligesom så meget andet er det.

Og det gør mig glad. For efter at have brugt tre år på at forstå mennesket og fodboldtræneren Kasper Hjulmand kunne jeg nok tvivle på, om hans store mission som landstræner ville lykkes, men jeg håbede det. Jeg har nu danske flag hængende ud fra altanen på Østerbro i København og vil med glæde lade mine børn blive smittet af EM-feber, for det hold og den træner er værd at blive inspireret af.

I de sidste linjer i min bog sad Hjulmand i et tv-studie inden sin tiltrædelse som landstræner og talte om sine drømme. Den største af dem var at stå på rådhusbalkonen med et trofæ og mærke, at nutidens børn og unge oplevede den samme glæde ved landsholdet, som han selv gjorde som barn.

Vi er godt på vej. Hjulmand har vist, at der ikke er noget galt med at drømme stort, så længe der bliver ydet en indsats for at få drømmene til at gå i opfyldelse.

Måske har han smittet mig, for i de sidste dage har jeg gået med et indre billede for mig: billedet af den stærke anfører Simon Kjær, der løfter EM-trofæet næste søndag på Wembley og netop i det øjeblik får selskab af sin gode ven Christian Eriksen, der 29 dage forinden lå livløs på Parkens græs.

Kjær og Eriksen med EM-trofæet sammen. Det vil være det stærkeste øjeblik i den danske fodboldhistorie. Og hvorfor dog ikke drømme om det.