EM fodbold

Unge angribere ærgrer sig over manglende EM-spilletid

Andreas Skov Olsen og Jonas Wind havde begge håbet på mere spilletid for Danmarks fodboldlandshold ved EM-slutrunden.

To indhop og alt i alt 33 minutters spilletid.

Det er facit for Andreas Skov Olsen efter Danmarks første fire danske kampe ved EM-slutrunden. Og det er ikke helt nok til, at den 21-årige angriber render rundt med hænderne i vejret. Så langt fra endda.

- Jeg har ikke spillet super meget. En lille halv time mod Finland og seks minutter i den næste (mod Belgien, red.). Så selvfølgelig er det ærgerligt. Jeg havde forventet mere, siger Andreas Skov Olsen til TV 2 SPORT på onsdagens presseseance i Helsingør.

I Danmarks første EM-kamp mod Finland blev Bologna-spilleren skiftet ind efter 63 minutters spil, mens han mod Belgien i kampen efter blev sat ind med seks minutter igen. Men selvom Skov Olsen ikke er helt tilfreds med mængden af spilletid, så hænger han fortsat i.

- Først og fremmest er det enormt stort at være med. Men jeg vil da lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke havde forventet mere, siger Andreas Skov Olsen og fortsætter:

- Selvfølgelig havde jeg helt sikkert ønsket, at jeg skulle spille noget mere, men nu når det ikke har været tilfældet, så handler det bare om at holde mig klar, hvis der bliver peget på mig, og vi har brug for de ting, jeg kan inde på banen.

Wind havde håbet på mere

Også 22-årige Jonas Wind havde regnet med mere spilletid ved EM-slutrunden.

For FCK-angriberen er det blot blevet til spilletid i én kamp, da han startede på banen og spillede godt en time mod Finland i den første kamp.

- Personligt havde jeg håbet og troet på mere. Da jeg startede inde i den første kamp, havde jeg ikke set, at jeg ikke skulle spille de tre næste, siger Jonas Wind til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Men jeg må forholde mig til, at det er sådan, det har været, og holdet har samtidig klaret det godt, og de angribere, der har spillet før mig, har scoret mål og spillet gode kampe. Så jeg må bare klø på til træning og håbe, at min chance kommer. Så skal jeg nok være klar til det.

Jonas Wind står i alt noteret for otte landskampe og tre mål. Præcis det samme gør sig gældende for Andreas Skov Olsen.

Men ved denne EM-slutrunde kan de begge skule misundeligt til kammeraten Mikkel Damsgaard, der høster langt mere spilletid og har fået sit helt store landsholdsgennembrud.

Hjulmand har øje for Skov Olsen og Wind

Landstræner Kasper Hjulmand har altså som oftest peget på andre angribere end lige Andreas Skov Olsen og Jonas Wind, når han har valgt sin startopstilling og sine indskiftere ved EM-slutrunden indtil nu.

Men landstræneren understreger, at hverken Andreas Skov Olsen eller Jonas Wind er ude af billedet.

- Både 'Andy' (Andreas Skov Olsen, red.) og Jonas (Wind, red.) ser klar ud, og det handler egentlig bare om, at jeg giver dem chancen, så skal de nok være klar, siger Kasper Hjulmand til TV 2 SPORT.

Næste opgave for Danmark venter lørdag aften, hvor Tjekkiet er modstanderen i EM-kvartfinalen, der spilles i Baku.

Tiden vil vise, om det bliver med Jonas Wind eller Andreas Skov Olsen på banen.