Fodbold

Brøndbys målmand skifter til FC Köln

Den 26-årige målmand Marvin Schwäbe skifter fra Brøndby til den tyske fodboldklub FC Köln.

Målmanden Marvin Schwäbe skifter på en fri transfer fra Brøndby til bundesligaklubben FC Köln. Det oplyser FC Köln på fodboldklubbens hjemmeside.

Den tyske målmand har fået en kontrakt, der løber tre år frem.

FC Köln-direktør Jörg Jakobs er tilfreds med tilgangen og vurderer, at Schwäbe vil skabe god konkurrence sammen med klubbens nuværende målmand Timo Horn.

- Marvin har i de seneste par år udviklet sig meget, og han kommer med en titel i bagagen. Han vil derfor gå til opgaven med selvtillid og få Timo til at yde sit bedste, siger Jörg Jakobs til klubbens hjemmeside.

Schwäbe har været førstevalg i Brøndbys mål de seneste sæsoner og spillede samtlige 32 superligakampe på vej mod guldet i år.

Tyskeren blev hentet til Brøndby i sommeren 2018, da klubben havde sagt farvel til landsholdsmålmand Frederik Rønnow.

Forinden havde han været i Dynamo Dresden, Osnabrück og Hoffenheim.

I Brøndbys nuværende trup finder man keeperne Thomas Mikkelsen, der er kommet til fra Lyngby, samt Mads Hermansen og Jonathan Ægidius.