EM fodbold

Engelske fans kritiseres efter jubel over grædende tysk pige

Før ottendedelsfinalen på Wembley mellem England og Tyskland blev den tyske nationalsang ledsaget af buhen.

40.000 engelske fodboldfans var i ekstase, da det stod klart, at landsholdet tirsdag aften på Wembley havde besejret Tyskland i ottendedelsfinalen ved EM.

Dybt inde i tillægstiden fangede tv-kameraerne en grædende syvårig pige med det tyske flag malet på begge kinder.

Billederne på Wembleys storskærme af den unge, grådkvalte tyske fodboldfan blev ledsaget af kæmpe jubel fra mange af de engelske fans.

Fans bliver revset

Under den højlydte jubel blev pigen i nederlagets stund trøstet og krammet af en voksen mand.

Episoden har i den grad sat sindene i kog i England.

Opførslen fra de engelske fodboldfans er efterfølgende blevet revset på de sociale medier - ikke mindst af den tidligere landsholdsangriber Stan Collymore.

På Twitter beskriver han blandt andet England som en alvorlig syg patient.

- Intet normalt land opfører sig sådan efter 75 år, lyder kritikken fra Stan Collymore.

Referencen med de 75 år går tilbage til afslutningen af Anden Verdenskrig, og de to nationer har lige siden været bitre rivaler på grønsværen.

En lang række britiske Twitter-brugere støtter op om Collymores synspunkt.

- De viste en grædende pige, og publikum jublede. Hvor dybt kan dette land falde?, lyder spørgsmålet fra brugeren James John.

Buhen under tysk nationalsang

De engelske fans får ikke kun kritik for deres opførsel i kampens afslutning.

For inden kampens første spark var den også gal med fodboldfansenes manerer.

Den tyske nationalsang blev nemlig ledsaget af en konstant buhen af de engelske fans, og manglen på god opførsel er ikke gået ubemærket hen i England.

Den britiske tv-vært Jeremy Vine kalder episoden for pinlig.

- Kære Tyskland. Tak for en fantastisk fodboldkamp, men jeg er meget ked af, at vi buhede under jeres nationalsang. Det skulle ikke være sket, det var pinligt for vores land. Kærlighed fra England, siger han ifølge The Mirror.

Første sejr i 55 år

Sejren på 2-0 over Tyskland var Englands første triumf i 55 år mod Tyskland i en knock out-kamp.

Den seneste engelske sejr over naboen mod øst var i VM-finalen i 1966.

Samtidig var det Englands blot anden sejr i 53 år i knockoutrunden ved EM.

England møder Ukraine i kvartfinalen ved EM lørdag klokken 21.00 i Rom.

Vinderen af det opgør står over for enten Danmark eller Tjekkiet i semifinalen på netop Wembley onsdag 7. juli.