Landsholdet hyldet på vej mod Baku

Det danske fodboldlandshold blev sendt godt afsted, da de torsdag eftermiddag forlod EM-lejren i Helsingør.

Det danske landsholdet blev mødt af viftende flag og rød/hvide trøjer, da de torsdag eftermiddag forlod Hotel Marienlyst.

Befolkningen i Helsingør var nok en gang mødt talrigt op for at sende det danske landshold afsted med manér.

Og det blev de i den grad. Hundredvis af roligans jublede og skreg, da spillerne og Kasper Hjulmand gik fra hotellet og ud til spillerbussen.

Her var det tydeligt, at Hjulmand og spillerne tog sig tid til at værdsætte den flotte hyldest. Hjulmand sagde blandt andet "tak skal I have" og vinkede til de fremmødte fans.

Det danske landshold drager i første omgang mod Kastrup Lufthavn, hvorfra de flyver til Baku.

Når spillerne ankommer i Baku, er der cirka to døgn til kampstart mod Tjekkiet.

Fredag er der som altid "match day minus 1"-pressemøde med Hjulmand og to spillere. Det er klokken 17.45 dansk tid – 19.45 lokal tid.

Klokken 18.30 dansk tid er der træning på stadion, hvor medier har adgang det første kvarter.

EM-kvartfinalen mod Tjekkiet spilles lørdag klokken 18 dansk tid – klokken 20 lokal tid.

1000 danskere tager til Baku

Status torsdag formiddag er, at det danske landshold får støtte fra mindst 1000 danske fans i Baku lørdag aften.

Det skriver DBU's fanservice på Twitter.

Det sker, selvom der lige nu er svære regler i forbindelse med rejser til Baku. Personer er således pålagt karantæne, når de vender tilbage til Danmark.

DBU kunne torsdag fortælle, at de har inviteret de 50 mest loyale landsholdsfans med til Baku. Noget, der glæder landsholdsprofilen Pierre-Emile Højbjerg

- Jeg synes, det er fantastisk, de får den tur, siger Pierre-Emile Højbjerg til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Nu kan vi mærke, se og føle den opbakning, og det gør mig megataknemmelig og stolt. Og ydmyg. Den opbakning, der har været, er så intens. Så jeg er meget stolt over at blive ved med at repræsentere det her hold og det her land foran dem, der støtter op. Det er uden sammenligning.

Vinder danskerne EM-kvartfinalen mod Tjekkiet, venter enten England eller Ukraine i semifinalen.