EM fodbold

Varmen bliver en udfordring for landsholdet

Landsholdet har haft stort fokus på varmen i Baku i forberedelserne til kvartfinalen mod Tjekkiet lørdag aften.

Det er ikke bare en sang fra de varme lande. Den er god nok: Det bliver meget varmt, når Danmark lørdag aften møder Tjekkiet i EM-kvartfinalen i Aserbajdsjans hovedstad Baku.

Lørdagens vejrudsigt for området omkring Baku byder lige nu på temperaturer i omegnen af de 35 grader.

Og når man skal præstere som fodboldspiller i sådan et miljø, så kræver det både mental og fysisk forberedelse.

- Det har været et tema. Det er noget andet, end det vi har skulle præstere under de sidste fire kampe. Vores fysioterapeuter og vores lægestab har haft fokus på det, for der skal gøres nogle ekstra ting for at give os de bedste betingelser for at kunne præstere. Så det er klart, at det bliver en udfordring, siger Yussuf Poulsen til TV 2 SPORT.

Poulsen, der selv melder sig klar til kampen efter en mindre skade, understreger, at varmen sagtens kan få sportslig betydning, hvis den bliver for ekstrem.

- Det er hårdere. Det er det bare. Og det vil man nok også kunne se i kampen. Især mod slutningen af kampen er der måske spillere, der tidligere vil kunne gå i krampe og sådan noget, siger Poulsen.

Handler om at spise og drikke

Torsdag eftermiddag sætter det danske landshold sig i flyveren for at sætte kursen mod Baku, hvor der fredag venter en træning, inden kampen spilles lørdag aften.

Danmark har indtil nu spillet EM-kampe i København og Amsterdam i mere vante temperaturer. Men nu gælder det altså en formentlig en kvartfinale i høje temperaturer og i høj luftfugtighed.

- Det er noget, vi har snakket om, og det er noget, vi er bevidste om. Nu har vi ikke mærket det endnu, for vi rejser først derned lidt senere. Men vi kan ikke gøre så meget ved det. Vi kan kun styre, hvor meget vand vi drikker, og hvor godt vi spiser, siger Pierre-Emile Højbjerg til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Det handler om at være bevidst om, at der måske er nogle ting, man ikke kan, når det er rigtigt varmt. Men man skal jo heller ikke ændre sit spil alt for meget.

Også Jannik Vestergaard er opmærksom på, at der skal drikkes ekstra meget væske op til og under kvartfinalen.

- Jamen, det har bestemt været et tema. Det er noget, vi må forberede os på. Vi skal sørge for at være hydrerede og køle os ned, når vi har muligheden for det, siger Jannik Vestergaard til TV 2 SPORT.

Kan få taktisk betydning

De danske fodboldherrer har indtil videre i slutrunden haft pæn succes med at udøve et højt og aggressivt presspil - og generelt at køre modstanderne trætte via et konstant højt tempo både med og uden bold.

Men det er fysisk krævende, og derfor kan den taktik blive rettet en smule til, når kvartfinalen lørdag kommer til at foregå i over 30 graders varme.

- Vi kommer måske til at spille lidt mere i staccato forstået på den måde, at vi hamrer igennem i nogle korte, hurtige sekvenser, men at vi også har perioder, hvor vi slapper lidt mere af med bolden, siger landstræner Kasper Hjulmand til Ritzau.

- Varmen kan også få betydning for, hvornår udskiftningerne vil falde, hvis det er en meget tæt kamp, og man kan se, at der er en risiko eller chance for, at den skal i forlænget spilletid, siger Kasper Hjulmand videre.

Kvartfinalen mod Tjekkiet på det store olympiske stadion i Baku har kampstart kl. 18.00 dansk tid, men først kl. 20.00 lokal tid. Derfor vil temperaturen formentlig ligge på godt 30 grader ved kampstart.

Når fodboldkampe ved EM spilles i temperaturer over 32 grader, har dommeren mulighed for at indføre vandpauser i kampen. Én gang i første halvleg og én gang i anden halvleg.