EM fodbold

Danmark ramt af fodboldfeber - vi er ramt af korttidshukommelse

Ifølge sportsøkonom er der flere faktorer, der spiller ind i den popularitet, som landsholdet har opnået på det seneste.

Dannebrog vajer fra biler, vinduer og haver i hele landet. Tusindvis af danskere tager turen på godt 4000 kilometer til Baku for at støtte de danske drenge på lørdag.

Kort sagt. Danmark er ramt af fodboldfeber.

Carsten Werge, der er fodboldredaktør på TV 2, har oplevet en lignende eufori i forbindelse med landsholdet før. Men det er længe siden.

- Det kan sammenlignes med EM 1984 i Frankrig, hvor roliganbevægelsen for alvor tog fart. Dér var det det samme. Det begyndte stille og roligt, og så eksploderede det, i takt med at vi kom langt i turneringen, siger han.

Endestationen for Danmark var dengang semifinalen, hvor landsholdet røg ud efter straffesparkskonkurrence til den evige onde ånd Spanien.

I år skal Danmark lige forbi Tjekkiet, før vi kan tale om semifinale igen.

Flere faktorer spiller ind

Ifølge Kenneth Cortsen, der er sportsøkonom fra Professionshøjskolen UCN, skal man helt tilbage til firserne og start halvfemserne for at matche den popularitet, som herrelandsholdet nyder i øjeblikket.

Han mener, at flere faktorer har spillet ind for at opnå euforien:

  • Christian Eriksens hjerteanfald på banen foran hele Danmark (en tragisk hændelse, som tilsidesatte fodbold for en stund, men som siden bragte folk sammen)
  • Danmarks opblomstring med god fodbold i de følgende kampe mod Belgien, Rusland og Wales
  • Hjemmebanen i Parken
  • Sulten efter fodbold oven på coronapandemien

Derudover peger han også på landstræner Kasper Hjulmand som en del af succesen.

- Træner Kasper Hjulmand har også et stort ansvar for populariteten. Sejre er vigtige, men det er mindst lige så vigtigt at gøre det på en flot måde. Det har han i skøn forening med spillernes performance sørget for ved denne slutrunde, siger Kenneth Cortsen.

Var upopulære under spillerkonflikt

Selvom landsholdet lige nu er i øjenhøjde med befolkningen, har det ikke altid været sådan, fortæller Kenneth Cortsen.

Her peger han eksempelvis på den spillerkonflikt i 2018, der førte til, at Danmark måtte spille en venskabskamp mod Slovakiet med et vikarlandshold.

En situation, der gjorde landsholdet upopulært blandt store dele af befolkningen, og som fik flere til at tage afstand fra landsholdet – blandt andet under hashtagget #ikkemitlandshold.

- Professionel sport er præget af en form for korttidshukommelse. Over tid ved vi, at landsholdet kan samle befolkningen, også selvom der har været perioder med udfordringer, siger Kenneth Cortsen.

DBU: Aldrig solgt så meget

Hos DBU kan man tydeligt mærke, at landsholdet er populært i øjeblikket. Det siger Ronnie Hansen, der er kommerciel direktør hos DBU, til TV 2.

- Der er aldrig solgt så mange trøjer, der er aldrig solgt så mange sæsonkort, og der er aldrig solgt så mange rejser til udebane. Udebaneturene til VM-kvalifikationskampene er også helt udsolgte ligesom landsholdstrøjerne, og det er ikke sket før, siger han.

Populariteten kan også aflæses på interessen for udebanekampene ved det igangværende EM. UEFA oplyste torsdag, at omkring 1000 danske fans har købt billet til kampen mod Tjekkiet i Aserbajdsjan.