Fodbold

Dolbergs mål nomineret af UEFA

Danmarks 2-0-mål mod Tjekkiet var så godt, at det er med i kapløbet om at blive kåret som rundens bedste scoring.

Hele fodbold-Europa spærrede øjnene op, da Joakim Mæhle spillede Kasper Dolberg fri med ydersiden.

Roserne blomstrer om kap i de udenlandske medier, og nu er målet udpeget som et af rundens bedste af det europæiske fodboldforbund, UEFA.

Her er Dolbergs kasse nomineret sammen med tre andre:

  • Nicolo Barella, Italien – til 1-0 mod Belgien
  • Lorenzo Isigne, Italien – til 2-0 mod Belgien
  • Kasper Dolberg, Danmark – til 2-0 mod Tjekkiet
  • Patrick Schick, Tjekkiet – til 2-1 mod Danmark

Udover nomineringen har Dolbergs scoring også ført til en tangering af en dansk EM-rekord. Nice-angriberen har nu scoret tre mål ved EM, hvilket fire andre danskere tidligere har præsteret.

Danmark endte med at vinde kvartfinalen mod Tjekkiet med 2-1, og lidt senere lørdag aften vandt England 4-0 over Ukraine.

Det betyder, at Danmark og England mødes i EM-semifinalen onsdag den 7. juli.

Dagen inden mødes Spanien og Italien i den anden semifinale.

Begge semifinaler og finalen spilles på Wembley i London.