Fodbold

FCM sender tysk angriber retur til Tyskland

Luca Pfeiffer må kigge langt efter spilletid i FC Midtjylland, hvor Sory Kaba er holdets foretrukne spydspids.

Han skulle gøre en "markant forskel i Superligaen med et godt offensivt output", men superligaklubben FC Midtjylland skriver søndag på sin hjemmeside, at den tyske angriber Luca Pfeiffer den kommende sæson skal spille for Darmstadt, som hører til i Tysklands næstbedste række.

Der er tale om en lejeaftale for Pfeiffer, der står noteret for 17 kampe og to mål for midtjyderne, som han kom til for et år siden.

Sportschef Svend Graversen er tilfreds med aftalen.

- 2. Bundesligaen er et rigtigt godt sted for Luca at spille, og vi satser på, at han kan tage et skridt i sin udvikling ved at få en masse kampe der. Vi glæder os til at følge ham, siger Svend Graversen i FCM's hjemmeside.

For et år siden var forventninger ellers store til den 196 centimeter høje angriber, der kom til fra Würzburger Kickers.

- Vi tror på, at han kan gøre en markant forskel i Superligaen med et godt offensivt output. Han er stærk i feltet, afslutter konsekvent og er god med hovedet. Kort sagt er han en boksspiller med stort B, sagde Gravesen, da FCM havde hentet tyskeren til klubben.

Men især Sory Kaba har været FCM's klart foretrukne angriber i den seneste sæson. Og blandt andet derfor har det være småt med spilletid for tyskeren.

Darmstadt blev nummer syv i den seneste sæson i 2. Bundesligaen.

FCM har i løbet af sommerens transfervindue blandt andre solgt målmanden Jesper Hansen til AGF.

Til gengæld er højre back Henrik Dalsgaard hentet til FCM fra Premier League-oprykkerne fra Brentford, mens Charles Rigon Matos, bedre kendt som Charles, er kommet til fra brasiliansk fodbold.